Songkran 2011/2554 - II
…........... og det er altså som Paradis her, men som der står skrevet i den dér ”store bog” er der altid en slange i Paradis. Har ikke selv set nogen denne gang – endnu, men pludselig fortæller Jew en dag (ganske normalt at forskellige oplysninger sån bare kommer dryssende et godt stykke tid efter nyhedsværdien er dalet betragteligt), at hun havde undret sig over, at hun i den sidste periode på 7 mdr. mens jeg havde været i Danmark ikke havde set en eneste slange her, men nu pludselig den allerførste morgen jeg var her igen, og mens jeg døsede i soveværelset, dukkede en ”funny snake” op i haven, ligesom for bare at checke om jeg var kommet igen. Ifølge Jew var det bare en mindre én, vist nok brun eller sort(??), ugiftig og kun bider, hvis man træder på den – og vist nok normalt findes ude i rismarkerne, og det kan jo godt være rigtigt.
Indimellem kan vi godt få internettet til at virke på min nye Android HTC-telefon, men det er faktisk dyrt – selv efter thai-forhold! I hvert fald er det som om nettet spiser min rådighedstid (og baht!) lynhurtigt, så vi har måttet tanke vores ”air net” op et par gange. Næste gang jeg kommer herned køber vi en måneds ubegrænset ”oppetid”, hvilket (kan vi se nu) faktisk er billigere. Når nettet er på i min Android stjæler den tid med opdateringer i det uendelige osv, så nu er telefonen slukket det meste af dagen for jeg gider ikke spilde penge på at tanke op igen!
Forleden fandt vi til stor glæde ud af, at vandforsyningen var blevet helt stabil, så nu er alle vandtanke tanket helt op igen og man kan få et fornuftigt bad flere gange om dagen.
Som jeg tidligere har skrevet er det altid spændende at komme herned, for der venter altid nogle overraskelser, de fleste dog glædelige! Vi smuttede forleden en tur ud til svigerfar ”in the middle of nowhere” og der er normalt godt groet til over det hele. På lang afstand så jeg, at det meste af området omkring hans resort var ryddet, væk var de fleste eucalyptustræer og palmer – og hans fiskedam var næsten væk! Dvs væk var den sån set ikke, men der var i stedet et kæmpe hul i jorden, fordi han havde fået gravet den større og meget dybere for at få plads til at opdrætte 100.000 fisk.
Mens vi var der kom en flåde af 25 store lastbiler med jord til etablering af en vej rundt om det område, hvor eucalyptustræerne burde stå – normalpris pr lastbil inkl. jord er 500 baht, men selvfølgelig havde han fået dem tilbudt for 450 baht pr bil, snedig er han og ca. 80 dkr. for en truck fyldt med jord kan vel ikke siges at være for meget??
Vi havde da en hyggelig varm eftermiddag mens de overlæssede lastbiler kæmpede op ad vejen. Vi fik også tjekket de sørgelige rester af vores frø-farm som nu bliver nedlagt, desværre. Det var nu heller ikke fordi den gav nogen form for profit, så det kan vel være ligemeget.
For ca. 6 måneder siden fik vi den kedelige nyhed, at vores 13-årige niece, Jeang Thiamraj, kaldet Joobjeang eller ”Jub Jub” (hvilket betyder kys-kys), datter af Nong og Job i Sawang Daen Din, havde fået konstateret kræft i den venstre arm. Eet eller andet sted har jeg en mistanke om at det var lymfekræft, men har ikke kunnet få det bekræftet. Efter mindst 17 kemobehandlinger, hvorunder hun mistede alt håret og måtte gå med paryk, måtte man i sidste uge desværre fjerne hele venstre arm og skulderleddet, så vi har været et par gange forbi for at støtte hende og familien. I hvert fald blev hun lykkelig for en kæmpe tøjhund jeg fandt til hende – hun må nemlig ikke få en rigtig hund for forældrene. Og hun ønskede at være ven med mig på facebook, hvilket jeg selvfølgelig accepterede med glæde, selvom vi pt ikke kan skrive sammen, da hun er ligeså dårlig til engelsk som jeg er til thai! Gid blot forældrene stopper med at pylre for meget om hende, hun er stærk nok til at komme igennem og få et godt liv trods manglende arm. Hun kan ikke få protese da man har fjernet hele skulderen.
Under alle omstændigheder giver hendes sygdom en masse ubehagelige ”flash-backs” til min søster Vivi som kæmpede mod lymfekræft i 18 år, indtil kroppen gav op efter en hjerneblødning. Vil altid savne hende dybt og hun er i mine tanker hver eneste dag.
Under opholdet i Sawang Daen Din indlogerede vi os på vores favoritresort Chom Dao og det er et fantastisk lækkert sted, mangler egentlig blot en svømmepøl – til gengæld er der en stor golfbane, men det hjælper ikke meget, når man hellere vil have en dukkert ;-)
Nyheden om Osama Bin Laden.s død dukkede op tidligt i morges via min Android, og det var da en dejlig nyhed. Sjovt nok interesserer nyheden ikke thai.erne som dårligt véd hvem han er/var, selvom de dog har hørt om bombningen af World Trade Center. Et godt stykke op ad formiddagen kom nyheden dog kort, idet man nævnte at Barrack Obama havde holdt en tale om Bin Laden endeligt – og det var dét! Selv tilslutter jeg mig jubelen over hans død, uanset hvordan den er foregået – og erkender samtidigt det sørgelige faktum at ekstremisterne nu har fået en ny martyr som de nok vil prøve at hævne, og det bliver vi nødt til at leve med. Ekstremister under alle former, størrelser og farver er af det ondeste – og selv om jeg ikke bryder mig om vold under nogen former erkender jeg dog at udøvelse af berettiget/legitim vold under særlige forhold kan være nødvendig! Og CIA's m.fl.s opsøgning, overvågning og udryddelse af Osama Bin Laden er helt okay (selvom pakistanerne og andre i samme skuffe naturligt er noget utilfredse). Ikke noget med ”fred være med ham”, men et lykkeligt for os ”fred for ham”.
Forleden var vi så ude for at besigtige vores hytte og rismarkerne samt se på det vandreservoir, som netop er udgravet og som vi deler med flere andre i familien, der har marker som støder op til vores. Inden længe burde vi kunne fordoble vores areal til ris da vi har fået et tilbud som ikke er til at afslå. Synd vi ikke har råd til en ”rishøster”, den kunne vi ellers godt nok tjene penge på – men det må som så meget andet vente lidt endnu. Men smart er den godt nok! De fleste steder ligger rismarkerne pt brak, men på enkelte dyrkes andre hurtige afgrøder – herunder grønne peanuts, som jeg aldrig har hørt om før? Men jeg er jo heller ikke landmand, kun stolt ejer af rismarker (som jeg heller ikke aner meget om) ;-)
På vejen rundt blev vi flere gange nødt til at passere mellem flokke af vandbøfler som græssede – det er svært at se, hvor ”venlige/tamme” de er, så det er bedst at holde så megen afstand som muligt eller som Jew udtrykte det: ”if he follows the farang buum bui fast – theeeeeen RUN faster ha ha!”. Har lært at lytte til de fleste af hendes råd, så længe de virker fornuftige – og det synes det at være hér.
Jeg véd ikke rigtig om det tæller, men jeg plejer jo at holde et gennemsnit på 1 stk. Ngu (slange) pr. uge jeg er her og mens vi vadede rundt på vores jorde lå der lige en slange, godt nok død, men alligevel!
For ikke at fornærme nogen tog vi lige turen til Tha Sila, hvor Jew.s bror Gan og hans hustru Kung bor og har værksted og restaurant. På vejen hjem måtte jeg så lige lave en undvigemanøvre for ikke at køre en hurtigløber slange over, en mørkegrøn fyr med sølvskinnende bug som hastede over vejen. Har ikke fundet ud af endnu, hvad det var for én, men Jew sagde bare, at de hurtige slanger ikke er farlige – så det tror vi på …. og jeg holder så meget afstand til dem som muligt uanset hvad!
Nu har jeg sådan set et udmærket forhold til buddhismen og synes det er hyggeligt at komme rundt omkring og se de forskellige Buddha-rum og/eller hylder med Buddha'er i alle afskygninger, falmede fotos af afdøde familiemedlemmer samt foto´s af diverse ”high spirit”-munke, lys og blomster. Man kan faktisk se, hvor meget familierne benytter deres rum/hylde på alle stænkene af gammel stearin fra de små gule lys, om blomsterne er gamle og visne etc.
Sidste år måtte jeg dog for en enkelt gangs skyld træde på bremsen, da ”man” havde placeret vores Buddhahylde midt på den væg, hvor vores TV skulle være efter fast aftale. Efter en kraftig enetale fra mig blev hylden uden brok så flyttet derhen, hvor det hele tiden havde været aftalt at den skulle være, nemlig i hall'en – det tog kun den tid det tager at tage den ned, bore huller og sætte den op igen. Og det så fint ud og alle var glade! Måske man kan forestille sig, hvor overrasket jeg var over at træde ind i huset igen og pist væk var vores Buddhahylde!! Hmm?? Tænkte ”hvor pokker har ”den lille” (Jew) NU gjort af den?”. Uden at sige noget åbnede Jew døren til gæsteværelset med et smil og dér lige midt på væggen hang den fint og nydeligt. Og jeg vil ikke engang brokke mig, for det virker udmærket – og alle er stadig glade. Vi har flere gange siden benyttet rummet til dets nu nye ekstra formål.
Det kunne jo nok virke som om at jeg bare er her, bliver forkælet og ikke laver en pind! Selv om det til en vis grad er rigtigt (og jeg brokker mig bestemt ikke!) er jeg dog udnævnt til autoriseret kaffebrygger og hjælper jo til med forskellige gøremål, reder seng etc, men udover det er jeg skam har været meget aktiv et par timer om dagen flere dage i træk, inkl. nødvendige smøg- og kaffepauser med afslibning af min nye hængekøjesofa på terrassen, så den kan blive malet og fin til næste gang jeg kommer. Jeg når ikke at få fornøjelsen af en nymalet hængekøjesofa denne gang, fordi vi har planlagt et par dage uden teenagere, hunde og familie på en resort med fred og ro i Nong Khai, ved grænse-overgangen til Laos og ud til Mekong floden – derefter er der kun et par dage til turen går mod Khrung Thep (Bangkok) og Suwarnabhumi Airport igen efter alt alt for kort tid her med min familie. Men nu er der d.d. kun 767 dage til pensionen, det hjælper svært på humøret selvom jeg godt véd at det ikke er muligt at blive hernede hele året rundt – det skal Janteloven og hende ”rappenskralden” (fra (u)Dansk Folke(fjendsk) Parti) og ko. jo nok sørge for, det ændrer et valg såmænd ikke på.
Inden jeg kom herned havde Jew lovet at vi skulle tage et par dage fri for at se Nong Khai, som er grænsebyen mellem Laos og Thailand. Har været igennem to gange tidligere på visa-run, men det er jo ikke nødvendigt nu, da jeg kun er her i 30 dage. Turen dertil var ret opslidende, desværre kom vi kun med de elendige rutebiler uden aircondition, men vi ankom da efter næsten fire timer. Af en kvindelig chauffør på en ”samlor” fik vi ”anbefalet” et hotel tæt på Mekong floden og set udefra virkede det fornuftigt, især prisen! Men værelset var bestemt ikke noget at råbe hurra for – formentlig mest beregnet på timebasis til ”short-stay” etc. At der så gik total torden i den det meste af aftenen og natten gjorde det ikke meget bedre, men hen på morgenen blev det fint vejr. Så vi checkede ud og fandt et hotelværelse i nærheden med altan og direkte ud til Mekong floden. Et rigtig lækkert lille moderne hotel som varmt kan anbefales – udsigten nærmest himmelsk (og alting virkede som det skulle både på hotellet og på værelset – det er bestemt ikke normalt).
Dagen brugte vi så på at udforske området og især Taladet marked, som er en slags kæmpe ”duty-free” marked – og det med kontrol eller lignende var der ikke noget af – så det er et sted, hvor thai.erne strømmer til for at handle billigt og der er da også et væld af små og store forretninger af alle slags. Normalt holder vi os fra andre ”farangs”, men under frokosten mødte vi en ældre tysker, som havde hyret en thaimand til at passe på sig. Han havde boet i Nong Khai i 16 år med sin laotiske hustru og vi blev enige om at besøge dem om aftenen på deres lille restaurant.
Det var nu så som så med restaurant, tror mest hele forretningen gik på at han samlede såkaldte ”venner”/andre farangs som han så kunne holde ham med selskab om aftenen. Der kom da også en franskmand og en italiener, men selskabet var nu egentlig ikke særlig interessant, kun hans laotiske hustru var en sjov størrelse.
På et rimeligt tidligt tidspunkt brød vi op, mest for at få en undskyldning for at besøge en dansk restaurant/bar tæt på, men her var ejeren netop gået hjem, så det blev kun lige til en øl og en pragtfuld spadseretur langs Mekong floden ved nattetide.
Næste dag ringede kusine Ya fra Chai Wan og ville hente os – og samtidig benytte lejligheden til shopping i Tasadet Market, og der var da også flere ting vi blev enige om at vi egentlig også burde have.
Da vi endelig fandt Ya kom hun anstigende med sin yngre bror, en ældre søster, 2 drenge og en hundehvalp og i mit indre kunne jeg se for mig os alle stuvet sammen i hendes lille og gamle japanerbil – og så skrumle hele vejen retur i den. Ikke nogen behagelig tanke, men det viste sig heldigvis, at de var kommet kørende i broderens store nye pick-up, hvilket højnede mit humør væsentligt.
Efter den obligatoriske shoppetur (som jeg heldigvis slap for – passede mig selv ved at vandre rundt i byen og hygge mig) kørte vi (med de 2 drenge og hundehvalp på ladet) til Luang Po Pra Sai templet i Nong Khai som huser en meget berømt guld Buddha statue – og thai.er valfarter til stedet for at bede om både det ene og det andet.
Ya's søster var dog lidt utilfreds, for da hun var her for et år siden havde hun bedt inderligt om at få en farang-mand – og det havde hun ikke fået! Hvad hun har bedt om denne gang undlod jeg at spørge om.
Herefter smuttede vi til en berømt kæmpe skulptur-park lige udenfor Nong Khai, hvorefter turen retur gik i etaper, da der skulle handles i diverse markeder på vejen. Efter en laaaaaang tur nåede vi dog hjem, blot for at konstatere at hele området omkring Champa kort forinden (og dagen før) havde været ramt af tordenstorm og der overalt lå væltede træer så vi havde da vores tanker på vejen til huset om hvordan det mon var gået dér. Alt var dog okay, ingen større væltede træer eller lignende, men strømmen var gået og der var ikke rindende vand – igen igen! Meningen var i vi skulle have spist middag i huset, og det blev det da også til – bare i lidt mindre målestok, idet vi måtte sidde med stearinlys under indgangspartiet.
Strøm var der ikke kommet noget af da vi næste eftermiddag tog afsted for at hente vores motorcykel i Ban Kho Tai, 12 km væk. Samtidig kunne vi så benytte lejligheden til at smutte en tur til Tesco Lotus i Sawang Daen Din (som om viikke havde fået shoppet nok de foregående dage). På vejen tilbage kunne vi godt se et uvejr trække op sån set i retning af Champa og lynene fistrede ned hele tiden. Hjem skulle vi jo, så vi hentede den motorcykel som vi var kørt på til Ban Kho Tai og forsøgte så at komme hjemover. Ca 2 km ud af vejen begyndte regnen at vælte ned og det knaldede tæt om ørerne på os med lyn og tordenbrag så der var ikke tvivl om at det var altså nu, hvis vi skulle i dækning så vi fandt ly under et stråtag ved en ejendom, hvor der ikke var nogen hjemme. Kort efter kom en lastbil med arbejdere på ladet som også kom væltende ind under stråtaget for ly.
Da uvejret havde raset rundt om os et stykke tid og både blæst og regn tog af, tog vi chancen til at komme videre – og det gik fint nok et stykke tid, indtil vi opdagede at vi sån set bare var på vej ind i uvejret igen igen, så det var med at finde ly igen – og da vi endelig nåede hjem var vi lige til at vride for vand. Heldigvis var der da både strøm og rindende vand endnu i huset. Senere på aftenen hørte vi over landsbytemplets højttalere, at uvejret havde afbrudt strømmen til 40 landsbyer i området.
Nu er det så véd at være slut for denne gang – i aften går turen pr. bus mod Bangkok, hvor vi lander i morgen tidlig. Kl. 01.20 natten til tirsdag burde der afgå et fly fra Thai Airways mod København med mig som passager så jeg lander tirsdag morgen om alt går vel.
De bedste hilsner
Jew og Jens
