Min klare favoritvideo - hængekøjemorgenhygge

Paradise - Building of Ban Sabai-Sabai from start

Sawatdee - Welcome to Land of Smiles 2009

Thailand - Tour de Paradise - Wedding 2008

Love through Cyberspace - What on earth did I think of? 2008

Many friends and family (and others) have been wondering about why Jew and I decided to get married so quickly and without having met in person? But ....... last year I knew that my life had to make a U-TURN in 2008. Dont ask how and why - I just knew! Through long time I was chatting with a lot of people around the world - not looking for anything but friends.
 But on March 3, 2008 Jew wrote to me and when I saw her pictures and shortly after was chatting with her I knew that THIS woman was more than special! Soon we were chatting for up to 3-5 hours a day and was talking on phone several times day and night! We both knew very quickly that we needed each other and it had to be us together despite the age-difference.
 I was a little sad cos I could not give her a bouquet of flowers or anything whenever I wanted so instead I transferred a little money and asked her to buy her favourite flowers and a little thing she needed but didnt think she could afford! When I told her about the transfer she said: "I dont want your money! I only want your big heart!!!" When I told her my reasons to send them she accepted and later showed me what she bought and she was happy!
 Shortly after she asked for my permission to go to temple for up to one month as lady-monk! Of course I didnt mind and when I asked  why she told me that she would go to temple praying for me, my big heart and praying for a future together with me in our own Paradise. Jew is known to be a very good buddhist and therefore sometimes stay in a temple for a short or long period. Later we have laughed a lot about it cos after 16 days she left temple coz she missed the close contact on the chat with web-cam even if I could call her several times every day by the phone.
Soon there was no doubt in my mind that she was "for real" and a pure nature/country girl with a clean mind and very good caring heart.
Anyway - Jew invited me to her birthday on August 1 in Bangkok and we agreed that there was no reason in waiting longer to get married co we had to be together!
In my mind it was the only path to walk - and when I saw her in the airport on July 31 I knew we both were in love! Is that wrong???? Is it crazy to feel love so strong that it hurts?? A love that has grown with so much power and still is growing!
Yes I was in Thailand for 36 days, but the only thing that matters was being together so there was no reason to visit the main tourist attractions there! In stead we went to the places Jew wanted to show me i. ex. temples, friends and family and I learned a lot of thai way of living and thinking!
Since I left Paradise in Thailand Jew has been in Temple together with a monk who has been in Denmark for a long period.
Now the plan is to build our home in Chuampa Village hopefully to be finished in the summer of 2010 with space and room for Jew.s 2 daughters Imp and Nut too AND with the first hot shower in Chuampa!

Maybe I/we are crazy but the sign above it all says it all: "Love through cyberspace"!

Tilbage i Paradis 5

Chuampa, Thailand, september/oktober 2009


Endelig blev vores lofter indvendigt færdige og buerne i ”portalen” er støbt på alle tre sider. Nu er arbejderne så i gang med at sætte undertaget op. Det ser fantastisk ud og elektriker Boy kan få sat lys op indvendigt, når vi har hentet lamperne.

En chance til at komme lidt væk dukkede op fra højst uventet kant, så uden at fortælle nogen noget, smuttede vi på motorcyklen hele vejen til Sawang Daen Din og indlogerede os på Chomdao Resort for et døgn. Sommetider kan det være svært at få tid og mulighed for at være lidt alene, der er altid familie, børn og andre omkring os hele tiden.

Det lyder måske som unødvendig luksus at bruge penge på, men til daglig ”bor” vi i et lille værelse på 3 x 3 meter, kun med madrasser på gulvet og bruger mange kræfter på byggeriet, så det er ”mental recharging” ikke kun at skulle tænke på huset en lille tid.

Chomdao var det eneste resort i Sawang-området, hvor vi ikke havde været før, så det skulle da lige prøves. Et rigtig dejligt ”veltrimmet” sted med nydelige græsplæner og søde bungalows og værelser. Familien fra Sawang inviterede vi senere på middag og karaoke i specielle små bungalows – med servering og det hele! Det var nu egentlig mægtig skægt og vi skyldte da også Job og Nong at sige tak for alt de har gjort for os! Dagen efter tog vi så ind til dem i byen og hjalp med at få de sidste ting til ”vores” munk kopieret og lamineret. Alt i alt løb ophold, middag for 4 voksne + 1 barn, karaoke og materialet til munken op i omkring 400 kr! Det må siges ikke at være urimeligt og vi var så sidst på dagen nede i templet for at aflevere tingene til munken, som var yderst tilfreds og taknemmelig.

Han er en flink fyr, og da han tidligere havde budt på cigaretter ville jeg da gøre gengæld. Hvis der er thai.er omkring én, skal man ellers undlade at tage sine cigaretter frem FØR de selv har fået gang i deres skrækkelige hjemmerullede! Ellers forsvinder selv en pakke af mine billige thai-smøger hurtigt! For de vil hellere ryge mine end deres egne (forståeligt når man har smagt dem!) og så sparer det jo på deres eget budget. Med svigerfar er det dog blevet fast procedure når vi mødes, at vi lige skal ryge (altså mine smøger), og når jeg kører ham til overnatning i templet på Buddha-dagene, smutter der altid lige et par eller fem af mine smøger ned i hans brystlomme, og jeg har opgivet at drille ham ved kun at vise en næsten helt tømt pakke frem!

Selv sparer vi dog ellers hvor vi kan, vi skal jo sikre at arbejderne kan få leveret materialer, så byggeriet ikke går i stå! Hver morgen tidligt smutter Jew ud til huset og sikrer, at de har kaffe, flødepulver og sukker, samt to poser store is-terninger/klumper (nam kaeng = oversat: vand hårdt), som hældes i en stort isspand, så de har koldt drikkevand det meste af dagen. Frokosten kommer hustruerne og laver, og om eftermiddagen sørger vi så for at bringe 1½ liter Cola, rød Fanta eller Sprite og en pose ”nam kaeng” igen, så kører det! Men de arbejder også fra omkring kl 8 til mindst 18.30, så de lige kan nå hjem inden det bliver mørkt kl 19! Svejseanlægget triller den ene arbejder afsted med hjem på en lille ”hjemmesvejset” vogn, mens ”formanden” cykler hjem med vinkelslibere etc.

Ofte smutter der dog en lille flaske ”Lao Kaouw” (klar thai/Laos whisky, også kaldet ”Forty” – uha den er slem!) ned inden de går hjem, de mener den klarer dårlig ryg osv. Mig har den kun givet ondt i hovedet og maven. De byder mig ofte et glas, men jeg syns jeg har fået min del! Sommetider kommer elektriker Boy med en flaske med ”Tiger”-ekstrakt urter, som de blander med Lao Kaouw, og det bliver den ikke mindre stærk af! Resultater bliver ofte at Boy må smutte ned til vores nieces shop og hente nogle Leo Beer, så der bliver diskuteret og snakket højlydt og længe i det mørke hus, inden de kommer afsted og hjem til konerne! Det virker ikke som om at det giver problemer på hjemmefronten hos dem – i hvert fald har ingen af konerne kommet for at hente deres mænd! Men hvad, konerne hjælper jo selv med ved byggeriet og beklager sig ikke. De er fremragende til at blande cement og mørtel – men pudsning af vægge duer de ikke til! Et par af væggene blev mændene nødt til at lave om, især da de hørte Jew.s oversættelse af mine kommentarer og noget med en bonus, som nu nok ikke blev til noget! Men der var ikke noget vrøvl, og resten af tiden har de lavet pænt arbejde.

Mange aftener bliver vi i huset til sent, nyder stilheden, den ofte helt fantastiske himmel og de mange ildfluer, som ofte kommer i haven efter moerkets frembrud. Ser herligt ud når de danser blinkende rundt ude i mørket!

Nåh ja, så kom vi forleden tidlig aften kørende ad bagvejen langs templet, da vi så halen af en lang stor sort slange smutte ind i kratterattet tæt på vores hus. Den har vel været omkring tre meter lang og tyk som en overarm. Jew bemærkede den bare og det virkede som om hun tænkte ”nåh, der var en slange” og lod derefter som ingenting. Nu er jeg altså godt nok lidt nysgerrig, så jeg måtte jo spørge, og fik bare at vide, at det vist nok måtte være den, man mente havde familie nede tæt på det fjerneste hjørne af vores grund! Den skulle angiveligt bevæge sig rundt om udkanten af hele landsbyen. Hun havde selv set den mange gange, når hun havde ligget i hængekøjen under Mango-træerne sent om aftenen, mens hun funderede over, hvordan vores hus skulle bygges. Jeg håber ikke, at slangen ligefrem har en storfamilie fisende rundt dernede bagved?

Vi er dog enige om, at der senere skal lægges en to meter bred bræmme af større sten hele vejen rundt om huset, udenfor de to meter med cement som er der i forvejen, samt plantes en masse ”lemon-grass” for at ligesom bl. a. at holde slanger lidt på afstand! Fire meter burde da være nok! Og så ser det vel også pænt ud ikke at have ukrudt helt op til huset! Udover at være en pæn plante har lemon-grass ydermere den fordel, at mosquitoerne også holder sig lidt mere væk.

For tiden holder vi ukrudt (som vokser med en ufattelig hast!) nede ved hjælp af tre okser som kommer nogle timer om formiddagen (hyrde medfølger) og om eftermiddagen kommer en rar mand med tre vandbøfler (thai kælenavn for bøfler = Carabao. Carabao er også navnet på et solidt thai rock orkester, som ofte har turneret bl. a. i Danmark) – så er ukrudtet væk hurtigt! Og det er da også meget hyggeligt at have de fyre guffende rundt i haven. Vandbøflerne er ganske fredelige og gider ikke noget udover at æde og glo, trods de store flotte horn! Okserne kan man ikke stole på, så dem holder man sig på afstand af, da de kan reagere uberegneligt! Det gælder også når man møder eller overhaler en flok okser på vejen. Man passerer dem meget stille og roligt og er sommetider nødt til at køre forsigtigt tværs igennem flokken, mens vandbøflerne bare vader hen ad vejen med deres op til 700 kg vægt. Men de findes da også vilde (Wild Asian Buffalo) og så skal man nok holde sig væk. Hyrderne går bare bag deres flok med en pisk/kæp og hvert dyr har en lang løs snor efter sig, så hvis de forvilder sig for langt ind på forkert område råber han/hun bare en kommando og trækker i snoren, så tøffer de ud på rette spor igen og brøler lidt. Rent bortset fra det er græsningsarealer for kvæg alt for begrænset, så hyrderne forsøger at ”stjæle” sig til græsning, hvor de kan komme afsted med det. Men de er bestemt velkomne her!

Jew.s bror, Tom, spørger ofte, om han må komme og slå en del af vores ukrudt til sine kvæg og selvfølgelig må han det! Så slipper vi jo! Så dukker han op med den store busk-rydder, lader ukrudtet ligge en dag eller to og kommer derefter med sin Idak og fylder det på ladvognen. Tom har 2 okser, som han passer nede ved ris-farmen, hvoraf den ene er drægtig, og han elsker dem som var de hans børn.

Den anden bror, Garn, har omkring 10 okser, som i tilfælde af udsigt til regn bliver ”opstaldet” i en stor åben stald op til vores grund udfor køkkenet. Når de er sat indenfor hegnet og er under tag, tænder han et større bål, da røgen fra det holder mosquitoerne væk fra okserne og det brænder det meste af natten uden at det dog generer os på nogen måde.

Ens velstand her kan bl.a. måles på, hvor mange okser/bøfler man evt har! De kaldes også ”Walking Money” eller ”Walking Bank” - egentlig underligt, for især okserne ser ikke ud som om der kan komme særlig mange gode bøffer ud af dem! Men en god avlstyr koster fra 100.000 baht (pt ca 18.000 kr.) og op! Så der må jo være penge i det?

Men det er en lidt underlig indstilling de har til dyr. Hundene regner de for ingenting – har dem jo oftest kun som en slags tyverialarm og interesserer sig kun lidt for dem ellers. De færreste har hund som kæledyr, og hvis de bliver trætte af én af deres hunde, ryger den blot op i buret hos den ofte forbikørende ”hundefanger” som så til gengæld kvitterer med at give en plasticspand, kurv eller småmønt i bytte. Hundefangeren kører som en masse andre handlende rundt i hele landsbyen og annoncerer via højttaler ovenpå taget. Her ryger de indfangede hunde bare ikke på internat – de ender alle i gryden på én eller anden restaurant. Jew har lovet at der ikke kommer hund på menukortet her – hun bryder sig heller ikke om ideen og har ikke selv haft lyst til at smage.

Hver dag kommer flere handlende kørende med alle mulige og umulige små og store ting, flettede kurve, knive, madrasser, stole og borde, vvs-artikler, frugter, æg, nudler osv. og næsten alle afspiller en skinger thai-melodi/sang efterfulgt af eet eller andet larmende budskab. De stopper afspilleren når der er kunder, og starter så forfra når de kører videre. Irriterende – ja mon ikke! Lidt mere acceptabelt er de is/slik/drinks- og grill-motorcykler med sidevogn, som bruger et lille båthorn til at gøre opmærksom på sig selv! Men det værste er klart nyhederne og de meddelelser, som ca een gang om ugen bliver råbt ud fra en højttaler midt i byen – OM MORGENEN! Ca 05.45 starter en monoton stemme og kører på i op til en halv time efterfulgt af traditionel thaisang – og så kan man jo ligeså godt komme op! Ofte lykkes det mig dog heldigvis at falde lidt i søvn igen, ja endda helt at overhøre nyhederne. Ude ved huset kan man ikke høre højttaleren, så jeg glæder mig også af den grund til vi kan flytte ind dér! Vil hellere vågne til tromme- og klokkelydene fra templet bagved. Har læst om en masse farangs på diverse danske og udenlandske thai-fora, som simpelthen ikke kan holde ud at være i en landsby i mere end nogle dage, mest på grund af den ret stille måde livet leves på dér og larmen fra de handlende som kommer gennem byen – og varmen. Tja, nu har jeg da klaret den i næsten fire måneder, men jeg har måske en noget højere terror-tærskel? Trives i hvert fald fint med det – og det er jo ikke usundt at kede sig lidt bare en gang imellem! Og computeren er en udmærket ven at have i så tilfælde, og bliver man træt af den er der altid en hængekøje og noget kaffe!

I går morges tidlig begyndte det at regne, og det har det så, iflg meteorologerne, tænkt sig at blive ved med i fire dage. Nu véd de jo sjældent hvordan vejret reelt bliver, men lidt ærgerligt hvis de får ret, for det afskærer mig fra at smutte til Chai Wan – vejen bliver én stor mudderpøl og der er forlydender nu om at vejen er oversvømmet. Så må jeg undvære min favorit frokost på gadekøkkenet ved internetcafeen, hvor det som regel bliver det til en gang Phat Kapaow eller Kao Phat – dejlig nemt, hurtigt og billigt! Vi sidder i en lille separat åben ”hut” med stråtag ud til vejen og nyder den ellers sparsomme trafik. Normalt koster det hele under 10 kr for to personer, incl koldt drikkevand. Men jeg kan jo selvfølgelig bare bestille det hér i huset!

Faktisk har de en slags genbrugsordning (meget tiltrængt) her, så hver dag kommer en tussegammel fhv. Tuk Tuk rundt i landsbyen og samler pap og andre ting til genbrug og udsmidning. Det er utroligt, hvor meget de kan få fyldt i og op ovenpå en Tuk Tuk. Stærkt overlæsset kører den til en losse/genbrugsplads i Chai Wan og der falder vel en skilling af for hvert læs? Alligevel hælder folk bare det meste af deres husholdningsaffald ud et sted bag deres ejendom, og når det begynder at lugte for fælt, river de det sammen til en bunke og sætter fut til det. Og de er ikke kræsne med, hvad de hælder ud og brænder af! Stanken fra afbrændingerne er ikke for en sart næse. At der samtidig hænger vasketøj ude tar man ikke så tungt. Haveaffald brænder de af i vejsiden med jævne mellemrum, men alt som kan bruges som brænde, store grene, bambusstokke etc. er dog pillet fra inden.

Efter to dage med regn klarede det op til formiddag og er nu flot solskin, men stegende hedt. Det kunne tyde på at der kommer mere regn. Alligevel har jeg ikke kunnet komme afsted til Chai Wan for vejen er oversvømmet igen igen. Tæt på Chai Wan går vandet til livet på en lille thai, og det er nok for meget for motorcyklen. Vi skulle i Chai Wan have hentet en ny rundklinge til saven, men måtte i stedet køre til Ban Kho Tai, som er dobbelt så langt væk og ikke mulighed for at gå på internet nogen steder dér. Men vi var da nede for at kigge på oversvømmelsen, som mange benyttede til at få fisket aftensmaden hjem. Men det var da godt nok noget småskravl af fisk de hentede op – til gengæld var der masser af dem.

Sommetider er det en fordel, at nogle nabokvinder holder sladrehjørne ovre på den anden side af gaden. Mens vi tog en snakker i hængekøjen sagde Jew pludselig, og uden nogen form for ophidselse, at hun lige havde hørt ”madammerne” derovre snakke om, at en slange lige havde ”slanget” sig over vejen og ind i Oi.s urtehave, tæt på og bag vores hængekøjer. Det eneste Jew gjorde var lige at gå over til dem for at høre om det skulle være ”vores” slange fra forleden og det mente de – og så blev der ikke snakket mere om det! Jeg flyttede mig dog ind på terrassen, selvom chancen for at den skulle få lyst til at kravle ind på grunden her ikke er stor. De kan ikke lide at kravle over en åben plads belagt med sten. Man skal dog ikke raabe Madamme for hoejt, for det betyder sort hund paa thai.

Nu ville det sådan set dog ikke være første gang det skete. For en måneds tid siden var jeg på vej op af hængekøjen en stille formiddag, da jeg fik øje på en lidt mindre brunlig slange, som stille og roligt var på vej mod mig fire meter væk mellem en kokospalme og halvtaget, hvorunder hængekøjerne er hængt op. Så jeg fik varskoet Jew, som var ved at vaske tøj i ”sit” lille anneks, mens jeg holdt øje med slangen. Hun kom ud og tog resolut en kost og sørgede for at komme om på siden og et stykke fra den, og med kosten fik hun gennet den over og ind i urtehaven og det var det! Jeg har lært at man ”bare” skal sørge for ikke at være foran sådan en fyr, bedst at komme om bag den og lade den i fred – men man holder da øjnene ekstra åbne i nogen tid derefter. Normalt vender de ikke om og kommer tilbage, men fortsætter deres færd.

Min bærbare havde så pludselig fundet på at stige af og ikke ville starte igen, nok fordi jeg ikke fik afbrudt den på den sikre måde. Så der var ikke andet for end at hoppe på motorcyklen og tage turen til Sawang igen igen for at få den fikset. Men det lykkedes at få den op at køre igen hos Nong og Job med et nyt styresystem og jeg mistede ikke data, fotos el lign. heldigvis! Til gengæld havde i farten glemt at det var fredag og lige omkring den 1.ste i måneden, så vi smuttede lige ind i en politikontrol! Ikke så smart for det var mig som var fører og vi havde ikke styrthjelme på. Normalt har det ikke politiets interesse, men lige omkring den 1.ste kan de kradse penge ind i stor stil og det er rigtig mange som ryger i fælden. Og altid samme sted! Uheldigvis er en farang et godt bytte, da bøden derved bliver meget større. Men ham som standsede os bad os bare vade hen til krydset, hvor vi kunne betale. Der var et stykke derhen, og da de ikke kommunikerede med hinanden, gik Jew hen til parasol-politistationen, mens jeg ventede i skygge et sted, hvor ingen af dem kunne se mig. Resultatet blev, at Jew lod som om hun havde kørt og fik bøden på sølle 200 baht! Skulle jeg have betalt var jeg ikke sluppet med under 1.000 baht! Og nu hvor der var betalt, var der ingen problemer med at fortsætte! Skulle vi blive stoppet igen kunne vi bare vise kvitteringen fra de første, så var det i orden! Men det var trods alt Jew som kørte videre. På tilbageturen ventede vi, til vi var uden for byen, så byttede vi plads igen.

Og det er fast kotyme, at når vi er på marked ell lign udenfor Chuampa, holder jeg mig i baggrunden og væk fra Jew, ellers stiger prisen på varerne til farang-pris! Det har vi oplevet mange gange og vi gider ikke diskutere med de handlende, det nytter ikke alligevel.

I går var det så markering af at det i dag søndag er sidste dag i Buddhist Lent perioden på tre måneder, dvs at de munke som har været udlånt har frihed til at forlade templet. I en tid har børn fyret mindre fyrværkeri af til nogen irritation – men sådan er det jo. Så i går aftes fyrede de af på livet løs og indbyggerne søger til templet for at sætte lys på familiernes gravmonumenter etc. Sammen med munkene sender man om aftenen hjemmelavede varmluftballoner med lys op i luften og vi var tilfældigvis i templet imens. Når ballonen sendes op slår de på den store tromme og på træklokken i trommetårnet. Nu er det ikke sådan at børneopdragelse er det store emne her, men ungerne stoppede med al deres affyring i rimelig tid, så pludselig faldt der ro over det hele. Her søndag aften har der ikke været gang i fyrværkeriet, så vi har i stedet kunnet nyde nogle flere af varmluftballonerne stige langsomt til vejrs i stilhed. Det brændende lys i ballonerne holder i ca 10 minutter og på et tidspunkt dratter de jo ned. Det siges, at den farm de lander i, vil få en masse lykke. Har checket vores farm, men desværre faldt der ingen balloner ned der!

Vi ville så i dag smutte til svigerfar, så han kunne komme afsted for overnatning i sit tempel. På vejen derud var jeg lige ved at køre bagenden af en bette fyr, som havde travlt med at komme over vejen mellem rismarkerne. Sån en brun/sort fyr som vist nok lever derude, så det må vel være en vandslange? I hvert fald var den ikke mere end ca 60 cm lang og havde ganske travlt.

Men denne gang slap vi for at skulle overnatte hos derude, da Jew.s bror Gan kom for at slå græs og brænde affald af, så lige nu sidder vi udenfor vores hus med den bærbare på et i alvorlig grad hjemmelavet ufrivilligt skævt lille bord. Et bord som arbejderne lige svejsede sammen for et par dage siden. De syntes jeg skulle have et bord at stille min kaffe på, ved siden af min nyindkøbte plasticstol. Stolen er testet og underlig nok stærk nok til mig.

Tyfonen Ketsana er åbenbart smuttet forbi uden vi har bemærket det, men i denne del af regionen har der mange steder, ikke så langt væk herfra, været store oversvømmelser, huse der er blevet skyllet væk og enkelte dødsfald. Regnen har ikke været så slem her som spået, men jordvejene er rigtig slemme.

Inden jeg tog herned fik jeg en masse gode råd om alle mulige fantastiske midler mod problemer med maven, drikkevand osv. I skyndingen glemte jeg dog alt om det og mærkværdigvis har jeg ingen problemer med det. I starten købte vi forseglede flasker med drikkevand, men det holdt jeg hurtigt op med, for jeg har ingen problemer haft med at drikke regnvandet fra de store tanke udenfor Oi.s hus. Så der står hele tiden koldt vand i køleskabet til mig! Nåh hvad, det meste vand jeg drikker kommer alligevel via kaffen, og den mangler vi heldigvis aldrig. Vi medbringer selv drikkevand ud til huset, for den gamle hyggelige fyr, som skal lægge vand ind er først begyndt arbejdet i dag med at grave ledningen ned. Da vi skal bo tæt på vandtårnet håber jeg der er færre afbrydelser i vandforsyningen end i Oi.s hus, hvor vandtrykket ofte falder til stort set nul – især når man lige er kommet ind under bruseren. Men det er da underligt at det oftest sker når det har regnet?

Vi har nu besluttet at sætte tempoet for byggeriet helt ned og evt. sætte det i bero nogen tid, mens arbejderne alligevel skal passe deres farme, og de ser frem til at genoptage arbejdet bagefter. Så nu er de ved at støbe trappen foran og sætte de runde søjler op ved indgangs-partiet. De ønskede at vise mig de ting færdige, inden jeg smutter en lille tur på en otte måneders tid!

Uopfordret sagde den ene af arbejderne oppe fra stilladset i går, at de alle ville komme til at savne mig, når jeg nu bliver nødt til at tage afsted. Det var da rigtig rart at høre og jeg har så lovet dem en ordentlig fest, når vi er flyttet ind i huset!

Men for pokker det bliver svært at skulle sige farvel til alle hernede. Det har på alle måder været fantastiske fire måneder. Tror jeg har brug for en lang ferie nu! Nåh nej, den går jo nok ikke. Men jeg har lært en frygtelig masse, især om levevis, vilkår samt masser af uskrevne regler i en lille hengemt afkrog af den fattigste region i Thailand!

Nu er returbilletten skaffet til at komme fra Bangkok til Dannevang, så om alt går som det skal, burde Thai Airways sætte mig standsmæssigt af i Kastrup på lørdag den 10. oktober kl. 07.35, hvis ikke der er modvind eller andre ting i vejen. Mangler nu kun at finde ud af at komme fra Udon Thani til Bangkok, men det løser sig vel. Kan vel i givet fald endnu en gang klare en lille bustur.

Så nu er det slut med at plage med mine skriblerier for en lang tid. Hvis der er nogen som skulle synes det har været sjovt eller interessant er det jo fint. Jeg har i hvert fald moret mig glimrende.

De allerbedste hilsner til alle fra

Jew og Jens

Tilbage i Paradis 4

Chuampa, Thailand, september 2009


Det er da utroligt så hurtigt tiden flyver! Har allerede været her i 3 måneder?? Hmm, jamen så var det jo nok på tide at få et nyt stempel i passet, visa på 4 måneder var jo i orden, hvis bare jeg smuttede over grænsen til f eks Burma (Myanmar) og så gik tilbage igen med det samme. Underligt system! Da sidste frist udløb mandag 31. august måtte vi jo finde ud af at komme afsted så planen var at smutte til Udon Thani tidligt søndag morgen og derfra med bus via Khon Kaen (syd for Udon) til Tak-provinsen helt mod vest og faktisk anede vi ikke, hvordan mulighederne var for at komme derfra til grænsen! Da vi nåede til busstationen gik Jew hen for at købe billetter og da jeg er holdt op med at forundres over hvad der sker blev jeg ikke forbavset da hun meddelte at hun havde købt billetter til et helt andet sted, nemlig Chiang Rai som er den nordligste storby. Hun havde fundet ud af at den lå tættere på grænsen via en by lige udenfor Chiang Rai som hedder Mae Sai. Bussen afgik først kl 15.30 fra Udon og vi ville så være i Chiang Rai kl 06 næste morgen! Det gav lige lidt over 4 timer i Udon og så kunne vi jo ligeså godt nappe en lille tur i BigC centret som er rigeligt stort til at ofre en hel dag på! Nå men bortset fra at vi tog den forkerte ”grisebil” tilbage nåede vi da til busstationen i tide – men kun fordi chaufføren mod lidt ekstra mønt smuttede os lidt rigelig hurtigt ud til busstationen, selvom det var langt væk fra hans faste rute!

Havde plads i bussen forrest så vi havde bedst benplads, skulle jo ligesom være i bussen i mange timer. Turen derop om aftenen var ikke spor spændende, dels grundet regnvejr, dels fordi sæderne i bussen ikke var komfortable og ikke mindst fordi chaufføren åbenbart havde travlt! Det er jo oz okay, men han syns han skulle indhente noget tid på vej op og ned gennem bjergene i mørket så vi kom en smule hurtigere end sjovt gennem hårnålesvingene, men efter nogle korte tissepauser og enkelt spisepause på 20 minutter nåede vi da rettidigt frem til Chiang Rai tidligt om morgenen.

Efter morgenmad på det eneste åbne gadekøkken ved busstationen, fandt vi så en ”grisebil” som kørte til grænsen og det var en god ide at smutte over tidligt om morgenen da grænsen senere ville blive overfyldt af vesterlændinge som skulle på ”Visa-run”. Klimaet ved grænsen var betydeligt mere behageligt for en vesterlænding end klimaet i Esaan-provinsen så jeg nød det alt for korte ophold! Alt jeg skulle gøre var at udfylde et ”departure card” fra Thailand, stemples ud og så vade over grænsebroen til Myanmar, ind til check af pas, blive fotograferet, få stempel for indrejse og betale 500 baht, vade ud fra kontoret og tilbage over broen til Thailand igen, få stemplet for indrejse og 2 mdr visum og så var det det! I alt tog det hele under 10 minutter. Turen over broen til Myanmar tog jeg alene, fordi Jew ellers skulle udfylde en masse formularer inden og det var ligesom overflødigt.

Mae Sai er faktisk en meget smuk lille bjergby liggende ved floden som danner grænsen og vi brugte lidt tid på at kigge på byen inden turen gik tilbage til busstationen i Chiang Rai. Mens vi kørte mod Chiang Rai blev vi stoppet i politikontroller flere gange, formentlig fordi de ville sikre sig mod illegale indvandrere fra Myanmar/Burma, så jeg vænnede mig til at have passet klar hele tiden.

Kl 12.30 gik turen mod Udon Thani igen, men denne gang var det en meget mere behagelig bus! Havde selv lidt ”efter-veer” med ondt i rumpetten efter de mange timer i den anden bus, men denne gang gik det bedre, sæderne var rimeligt gode og den første chauffør virkede meget professionel og kørte ordentligt hele vejen. Det var en meget smuk tur gennem bjergene og han sørgede for pauser for hver ca halvanden time. Det første lange stræk fra Chiang Rai blev vi ligeledes stoppet flere gange i politikontroller, men efter nogle timer var det slut med det. Men det var en laaaaang tur og det var meningen at vi ville stå af i Udon og finde et lille hotel, da det var midt om natten vi ville ankomme dertil, men da vi nåede Udon kunne vi ligesågodt blive i bussen, for den ville en time senere passere Ban Kho Tai, hvor motorcyklen stod og så ville vi jo være tæt på Chuampa, så vi blev sat af kl 05.00 ved ”vores” lokale busstoppested efter marathon-visatur på 46 timer, heraf næsten 40 timer sammenlagt i busser og 1.700 km! Men så havde hele turen også kun kostet ca 650 kr inkl et par nye sko til Jew! Men det er hårdt for bagdelen (til sidst var det ligegyldigt hvilken stilling man sad/lå i, for det gjorde stort set lige ondt. Dog hører der altid et tæppe til hvert sæde, men det er bare for tyndt og for lille) så næste gang burde jeg kunne få visa for et halvt år inden jeg skal afsted igen og hvis ikke skal jeg nok huske en rigtig god pude og varme sokker!

Venter nu på at få bekræftelse på min registrering af bopæl på adressen her. For adressen eksisterer ikke endnu, den skal landsbyens leder, mr Noopin, ordne papirer på. Han er ansat af distrikt Sawang Daen Din med ansvarsområde Chuampa-området, er en god ven og bor næsten bagved os, så det burde ikke give problemer. Han spurgte selv ved en sammenkomst forleden om jeg ville skrives på adressen. Måske bliver det først til foråret, officielle sager tager jo tid – ligesom i Danmark!

Thai-food er jo alletiders kulinariske nydelse, men Esaan-food er lidt speciel! Består stort i en blanding af alt hvad der er spiseligt! Og det er åbenbart ikke småting. Alt glider ned bare der er rigeligt med chilli i – i den normale Salad Papaya hører der 10 stærke chilli til, men når den laves specielt til mig med kun 2 chilli i smager det skam udmærket! Vores elektriker, Boy, var en dag forbi Oi.s hus for at ordne nogle installationer. Mens han forsøgte at føre nogle kabler ind gennem en lille skakt blev han bidt i fingeren af den ene af vores gekkoer. Resolut hev han den ud fra skakten, skar halsen over på den og tog den med hjem til grillen. Han påstår at den smagte udmærket? Nu skal man ikke tro på alt, hvad han fortæller, men vi mangler altså den ene ”hus”-gekko!

Men det er jo også nærmest en komplet frugtbod hernede, så de trakterer med al slags, resten kan man jo selv nærmest bare række ud efter! Så selvom jeg smutter udenom en del (især den ”søde” nærmest rådne fisk de med stor fornøjelse smækker på bordet og spiser med største velbehag!) bliver der sørget fint specielt for mig og man behøver ikke gå sulten i seng her! Og vi har altid et væld af bananer så det kan ikke gå helt galt! Henter en gang i mellem en hel klase bananer gratis – og der er altså rigtig rigtig mange bananer og de vejer godt til. Men frugter som ”Dragon fruit” og ”Falang” smager ganske glimrende. Selvfølgelig har de også slik af mange slags, men de har en mani med at lave kager og slik, som ser ud som om de kommer perfekt ud fra en farveprinter. Alle mulige (og især umulige) afskyelige, men stærke farver, er så søde at det nærmest gør ondt og smager faktisk ikke af andet end sødestoffer, for ikke at glemme den grønne, lyserøde o.lign. gummiblævregelé de putter ind imellem den fabriksfremstillede flødeskum. Flødeskumstoppene er så perfekte at de må være lavet med laser-robot (og er det såmænd nok også).

Men savner efterhånden rugbrød med leverpostej og rødbeder/rødkål, frikadeller og brun sovs, boller og ris i karry, morgenbrød, rundstykker og ikke mindst OST(!!!) osv, men der er jo ikke så længe til mere, så jeg kan holde mig. Vi kan godt få ost, men kan kun få den i kategorien ”små børn” og den smager stort set af ingenting. Ikke engang på lune toasts med skinke holder det!

Tordenbrag og lyn er jo hverdagskost i øjeblikket, men kommer dog mest om natten. Oftest ser man ved mørkets frembrud at det lyner konstant over en stor del af horisonten. Har vænnet mig til bragene og vindstødene. Vores værelse er jo en træoverbygning over terrassen, men skruet godt fast på betonpiller og normalt mærker vi kun det ryster lidt i jorden når de store vindstød og brag kommer – men forleden vågnede jeg da for en enkelt gangs skyld ved at det føltes som om hele træbygningen var ved at blive revet op med ”rode” og gav tryk for ørerne. Så er det jo godt at vores eget hus er bygget så solidt at der ikke bør kunne ske noget – håber jeg da? Har forhørt mig vedr. jordskælv, men de forekommer ikke her – sir de. Da loftet i vores værelse er bliktaget er man ikke i tvivl om når det regner! Det er oftest så voldsomt at man ligeså godt kan slukke radioen, for selv om den (halvanden meter væk) kører for fuldt drøn kan man ikke høre noget som helst andet end ”maskingeværsalverne” lige over hovedet.

Og så stoppede byggeriet lige for mindst tre dage fordi en mand i landsbyen til morgen var afgået ved døden. Da de ikke kan brænde ham allerede i morgen torsdag og heller ikke fredag fordi der lige smutter en Buddha-dag ind igen, må de vente til lørdag. Og man må ikke skynde sig på arbejde lige efter en bisættelse fordi man (iflg Buddha) så risikerer selv at der sker noget, så der bliver nok ikke arbejdet før mandag igen! Og så kunne vi jo ligeså godt spendere Buddha-dagen hos svigerfar. Han er blevet glad for en gang i mellem at kunne forlade sin ”resort” (som han kalder sit hus) og gå i templet og overnatte. Han går aldrig langt fra huset når han er alene og aldrig for en hel dag, hvis ikke nogen kommer og passer på det. Huset er bygget til ham af hans sønner, dengang hustruen forlod ham uden at de af den grund blev skilt, for at blive nonne på ”fuldtid”. I øvrigt døde hun mens hun opholdt sig dér for en del år siden, næsten på datoen for min storesøster Vivi's død.

Men svigerfar er en spøjs gammel fætter på 82 (nåh ja, sidst jeg spurgte Jew var han 72 eller 76, men de går jo ikke op i alder her, så et par år fra eller til gør jo ikke noget?). Kan han bare få lov at passe sig selv, fiske og passe sin jungle er han glad. Forærede mig næsten stolt en stor plasticpose levende krabber han netop havde fanget – afleverede dem godt nok hurtigt til Jew som spruttede af grin. Da vi kom hjem med dem lod vi pudlen Mini lege med én af krabberne til stor fornøjelse for alle – nok bortset fra krabben. I øvrigt vandt Mini kampen og løb udenfor for at grave den ned.

Nåh, faktisk startede arbejderne igen allerede søndag middag med at arbejde og roder nu med det sidste stål i loftskonstruktionen i dagligstuen, værelserne er færdige nu og mangler kun endelig maling og fliser. Alligevel er der lang vej igen og tvivler på at huset bliver indflytningsklart til jeg må smutte retur til Danmark, men så er der jo noget at se frem til næste år!

Mange i Vesten mener jo, at det er smukt at være solbrun og ofrer megen tid og penge på at være sikker på at opnå den rette kulør på den blege hud hele året! Egentlig pudsigt, fordi i Asien er det lige omvendt. Her gør man alt man kan for at blege den ellers naturlige smukke brune hud de har. Her er bleg hud smukt og eftertragtet. De smører sig ind i alle mulige specielle cremer og pudrer sig til så huden bliver hvidere. Og annoncørerne på TV må spinde guld på alle de skøre reklamer som lover en hvid hud på ingen tid. Pudderet har dog en primær funktion, nemlig at køle huden og det gør den da også. Men den første tid man er pudret til brænder det ubehageligt i huden inden den kølende effekt kommer, så det skal jeg ikke nyde mere af! Er egentlig heller ikke blevet særlig brun trods naturens særdeles stærke solarielampe, men jeg er jo heller ikke på badeferie. Har prøvet at ”tage sol” (den er jo ligesom helt gratis og lige udenfor døren) men efter 5 minutter er det bare for meget, holder trods alt solfaktor ”alvorlig høj” hele dagen og kølende regn kommer der ikke meget af for tiden.

De fleste her har hund, og det er jo altid godt som sikring mod indbrud. Men ingen af hundene er afrettet og for det meste strejfer de om i området. Oi's puddel holder sig dog for det meste inde på grunden. Men den er jo også kun en hvalp. Selv vil den gerne vise at den er frygtelig farlig så den reagerer så stærkt den nu kan på enhver ”fare” og jagter de høns som mange gange om dagen vover sig ind over grunden – når den altså gider! Og den giver hals overfor dem som går forbi udenfor på vejen, men først når de er forbi og ”faren” er overstået. Man skulle jo nødig risikere noget! Mini har det dog en idé med at rende efter os når vi smutter afsted på gåben eller motorcykel. Mærkeligt at hun ikke lærer at det kan være farligt, for de andre og større hunde er ikke begejstret for at Mini render forbi deres territorie så de jagter hende. Hvis hun kan nå det fiser hun hjem og gemmer sig under en stol, mens de store hunde står udenfor på vejen og truer hende, hvorefter de hurtigt løber hjem igen – især hvis de får en lille sten fra vores slangebøsse i rumpen! Alle her har en slangebøsse klar til samme formål. Men Mini har da alligevel dristet sig til at løbe efter mig når jeg har gået fra Oi's hus til vores byggeri. Men når den når ind på tempelgrunden kommer der op til fire store hunde rendende og jagter hende. Jeg er meget lidt begejstret for disse hunde, stoler bestemt ikke på nogen af dem! Så Mini spæner rundt ved templet og presser sig ind bag en Buddha-statue, hvor jeg så har måttet hente en stor kæp og bære hende væk, mens de store hunde stod på vagt i nærheden. De store hunde gør normalt ikke noget, hvis man går eller kører stille og roligt forbi! Men hvis man kommer på motorcykel og vil forbi dem er det en meget dårlig idé at sætte farten op for så bliver de ophidsede og render efter én! Og de kommer altså lidt for tæt på og løber lige ud for eens fødder på begge sider og det er egentlig ret ubehageligt når flere store hunde, op til seks stk, jagter én! Så når jeg spotter dem sætter jeg farten helt ned og kører forbi dem i 4. gear stille og roligt, så gider de ikke ”lege”! Bliver bare liggende og døser midt på vejen.

Én af gangene vi var hos svigerfar sagde Jew henkastet at vi lige skulle gå ud og se, hvordan det gik med vores Eukalyptus-træer? Øh nåh? Har vi Eukalyptus-træer? Ja da, svarede hun, vi har seks hektar, men de er først klar til fældning om to år (og så det jo ligesom uvæsentligt! Hmm?). Og så fortalte hun, at det var da vores træer sådan cirka fra nogle bananpalmer ”derude” og så pegede hun ud bag frø-farmen. Så vi var da lige ude at kigge på træerne som bestemt står fint i mange rækker. Årsagen til at der går to år endnu er bl a at de ikke har fået vand nok i år. Skulle lige til at spørge om der skulle være andet vi sån måske har eet eller andet sted, men har lært ikke at spørge for meget – man kan nemlig aldrig helt forvente et svar så jeg får jo nok besked i givet fald (ikke fordi de ikke vil svare – de er bare ikke altid forberedt på at man overhovedet kan finde på at spørge).

Selv om huset kun har fået en enkelt gang hvid maling udenpå muren, står det faktisk skinnende hvidt og flot! Jeg var lige ved at skulle navngive det ”Det hvide Palæ” indtil jeg fandt ud af, at Jew havde bestilt svag pastellysgrøn maling, så jeg må finde på noget nyt nu. Dvs hun ku såmænd godt finde på at skifte mening! Men et lysegrønt hus i pastel er vel fint nok, det vil passe udmærket ind i thai-stil, hvor man ikke har de store bekymringer om farver eller om farverne passer sammen. Tror nu jeg har set alle mulige, og især umulige, farvesammensætninger! Skrigende lyserøde, gule, grønne og lilla farver er bestemt populære (men afskyelige udenpå et hus) og det er Jew udmærket klar over.

Alle i landsbyen donerer jo en gang imellem eet eller andet til ”deres” tempel, det være sig arbejdskraft til rydning og dyrkning, mad og diverse ting, sager og ikke mindst lidt penge til munkene. For nogen tid siden hentede vi en ældre, men vigtig, lærebog hos en kvinde her og da Jew.s søster Nong og hendes mand driver en internet-café med tilhørende scanning og fotokopiering for kunder, bragte vi bogen til Sawang Daen Din. Senere på dagen fik vi så en stor stak færdige bog-kopier, fint samlet og bundet ind i ryggen og bragte dem dagen efter til munkene i jungletemplet som gjorde en lille ceremoni ud af det og brugte megen tid på at studere materialet. De gav samtidig kaffe og cola så det var jo fint.

Til morgen kom så én af kvinderne til os direkte fra templet, hvor munkene havde spurgt efter om Jew og jeg lige kom forbi fordi de havde en bog og nogle fotos som de gerne ville have kopieret, så inden middag tog vi derned. Der er altid utrolig stille dér og ingen at se, så igen måtte vi ud for at finde dem. Da vi nåede et godt stykke ind i junglen ad en lille sti jeg aldrig havde været på, mødte vi en mand med skovsav på nakken, som ville følge os ned til munkene. Han førte os væk fra stien og direkte ind i junglen og vi gik og gik bare ad næsten usynlige stier som nogle steder kun var planker lagt løst ud på jorden og kun plads til at gå én ad gangen mellem de store buske og træer. Så langt havde jeg godt nok aldrig været før, for det her var altså bare rigtig jungle! En lille tanke gjorde jeg da om hvad der kunne krybe rundt dér i skjulet for det var ikke muligt at se skovbunden. Og luften stod bare fuldstændig stille og selvom jeg syns at jeg har vænnet mig til varmen var det her lige nogle streger over det normale. Manden drejede så væk igen fra stien og sagde at den kunne vi ikke fortsætte ad fordi der lidt længere henne ad den var nogle ”dangereous animals” som gav et ”bite-soon-die”-bid – hvad det var for nogle fik jeg aldrig at vide og det er jo osse ligemeget, bare vi ikke mødte dem! Den vandring var under kategorien ”ikke for hvide mennesker” og det føltes egentlig ret ubehageligt at være der, men pludselig kom vi til en smule rydning, hvor nogle kvinder og mænd var i færd med at fælde træer og buske og et par af ”vores” munke gik rundt. Kvinderne inviterede med fagter og grin mig til at komme og hjælpe og pludselig hørte jeg den ældste munk, som sad næsten skjult lige ved siden af mig spørge om jeg kunne arbejde? Og da jeg kiggede på ham sad han med et kæmpe grin! Jeg betakkede mig høfligt og efter en kort tid vendte vi alene retur til selve templet. Har intet mod at arbejde, men lige på det sted ville jeg helst være fri. Måtte konstatere at vi faktisk var kommet rigtig rigtig langt ind i junglen og jeg var kun glad for at komme tilbage. Det område templet råder over er bare kæmpestort! Den ene munk kom lidt efter op til os og afleverede en del materiale, fotos etc til kopiering, men han må vente lidt med at få det tilbage igen for det er jo ikke gratis og da en munk ikke personligt må håndtere penge skal vi nok ikke forvente noget tilskud derfra.

Egentlig havde jeg en invitation fra en engelsktalende munk i Jew.s tempel i Loei langt herfra, om et ophold i en fjorten dages tid for at lære lidt om Buddhisme sån indefra. Men da jeg læste betingelserne for et ophold i tempel afstod jeg dog i denne omgang. De fleste af reglerne har jeg det fint med, ville trods alt få i hvert fald to måltider om dagen, men man må ikke sidde i bløde stole og ikke ligge og sove på et blødt leje, så det er ligesom ikke rigtig lige mig. Nu er det ikke fordi de normalt har bløde stole eller senge nogen steder herude, men alligevel. Thai.er sidder jo helst på gulvet som ikke er trægulve, men store kakler. I Oi.s hus er der f eks i dagligstuen plads i stole til 16 personer – alligevel forgår stort set alt på gulvet, selv når man skal se TV. De ligger direkte på gulvet og har en lille firkantet pude under nakken, så er det godt. Stolene – som jeg er den eneste som bruger – er lavet i teaktræ og flot lakeret trods alt (skal jo se fint ud og ligne at man har mange penge).

Noget som jeg vil komme til at savne forfærdeligt, når jeg returnerer er de mange skønne morgener og aftener, hvor man kan ligge i hængekøjen, se livet passere forbi ude på vejen og få serveret kaffen! Om morgenen er der en behagelig temperatur under halvtaget, hvor vi har hængekøjerne og om aftenen kan vi nyde den ofte stjernespækkede himmel, det er bare fantastisk! Alle véd, at hvis jeg ikke sidder med den bærbare om morgenen udenfor hoveddøren skal de bare kigge om til den lidt skjulte hængekøje og så dytter de og hilser alligevel. Rigtig hyggeligt!

Når der er mulighed for det smutter jeg til nabobyen Chai Wan ad den snoede grusvej hver dag og også dér har de vænnet sig til at jeg kommer hver dag, så det bliver til en masse smil, nik og hello på turen, både frem og tilbage. Internetcafé-damen skal bare lige se motorcyklen komme, så begynder hun at gøre klar med at tænde ”min” pc (nr 7) og med at sætte to plastic havestole ind i hinanden da risikoen for at enkelt stol alene skulle brase sammen er stor, kvaliteten af stolene er elendig – og det er da ikke fordi jeg vejer for meget, de holder bare ikke til noget.


I håbet om at alle har det godt – faktisk smutter der en tanke herfra i ny og næ mod nord ;-)

Stor hilsen

Jens

Tilbage i Paradis 3

Nyt fra Chuampa, august 2009

Siden 3. august har der været fuld fart på byggeriet her og alle ”huller” i muren og værelserne er lukket, så nu er der klar til at sætte døre og vinduer i samt få lagt loftet og fliser over det hele samt gøre indgangspartiet færdigt. Næsten alle kabler er trukket så snart går turen bl a til Udon for indkøb af udstyr til badeværelser samt lamper og fliser. I skrivende stund er arbejderne færdige med at pudse væggene og halvdelen af muren udvendig! Det tegner bestemt godt. De tre arbejdere er skam gode, de arbejder hurtigt og deres hustruer sørger for at blande mørtel og slæbe spande til deres mænd. De er et godt team.

Loftet bliver et ”hængende” loft hængt op i en stål-ramme så det burde da komme til at holde! Det eneste træværk i huset er dørene! Resten er mur og stål. Vinduerne bliver udført i stål og skydevinduer med tonet brunt glas og mosquito-net. Senere kommer der et specielt stålgitter udenpå for at forhindre indbrud. Gitrene skal ”Dong” lave – han er én af Jew.s kusiners mand og har et bette smedeværk-sted, bruges som mekaniker og alt-mulig-mand og er skrap til at lave kunstfærdige gitre. Bl a skal han senere lave hegnet omkring ejendommen med gitre og skydeport! Men da der er tale om næsten 100 meter rundt ud til offentlig vej og sti står det projekt lige stille pt. Det koster trods alt 50.000 baht (ca 8.000 kr.).

Jeg har lagt nogle links til korte video.er ud på YouTube.com fra en rundtur omkring og i byggeriet mv!

Videoerne er lagt ud som en slags sikkerhedskopi og kan, grundet uskadeligt indhold, ligeså godt være til underholdning for alle. Linkene dukker også op på FaceBook!

Arbejderne er hurtige og gode, de vil gerne have det hele færdigt indenfor max en måned fordi den næste ris-sæson snart står for døren.

Inden udgangen af næste uge skal vi lige runde Burma for forlængelse af visa og det burde ikke give nogen problemer denne gang da vi ikke skal forbi et konsulat eller parasol-visakontor for nye stempler idet mit visa gir adgang til yderligere to måneder, bare jeg krydser grænsen og kommer tilbage inden 2. oktober. Samtidig kan vi så besøge Nut (Jew.s ældste datter på 16 år) som bor hos en tante næsten på vejen til Burma. Det tager ca 10 timer at komme til Burma med busser men prisen er jo til at overkomme.

Nu har jeg altså eet eller andet med slanger, jeg bryder mig bestemt ikke om dem og satser på at de lader mig i fred. Så jeg holder meget øje med hvor jeg går og hvor jeg træder og håber at mine 95 kg gungrer tilstrækkeligt til at de kryber væk når jeg kommer?? Fordi jeg er ekstra opmærksom er mit regnskab vedr dem nu oppe på 10 stk på 10 uger! Egentlig burde det være 11 men jeg så ikke rigtig nr 11 som sprang ned fra en busk i indkørslen og forsvandt inden jeg nåede helt derned!

Op til én af de mange Buddha-dage under ”Buddhist Lent”-perioden på tre måneder ønskede Jew at tilbringe en hel dag og nat i Jungletemplet bag landsbyen. Det er helt normalt her og flere gange er jeg blevet inviteret af mændene i landsbyen til at komme og overnatte sammen med dem, men den idé hitter altså ikke helt da man overnatter i et stort rum åbent på de tre sider ud til junglen og selvom man sover under hvert sit mosquito-net (tanken om hvad der kunne komme kravlende i løbet af natten synes ikke tiltalende og kun nogle få af mændene kan gebrokkent næsten uforståeligt engelsk!). Rummet er til hverdag dér hvor alle ceremonier foregår og hvor en del kvinder og mænd spiser morgenmad med munkene.

Aftenen inden hun skulle afsted gik ved ned til Tom.s farm fordi han har en lille dam med masser af Lotus-blomster. Alt for lillesøster så resolut smuttede han i et par gummistøvler og hoppede ned i dammen. At gummistøvlerne var alt for korte tager han ikke så tungt, vandet gik ham til midt på livet. Hurtigt skar han de flotteste 6 blomster af og kravlede op til sin lillesøster med et kæmpegrin med dem.

Hjemme igen brugte Jew megen tid på at folde bladene på en kunstfærdig måde og de ser fantastiske ud!

Så næste morgen kl 6 kørte jeg Jew iført sine ”nonne-klæder” (hvid dragt) til templet med kurve med mad, drikke, blomster samt gaver til munkene samt hendes mosquito-net og kaffekop! I det døgn som det varer må man ikke røre kvinderne og de må heller ikke røre ved nogen mand. Skal en kvinde f eks overrække noget til en munk stiller hun det på et specielt klæde (eller en del af munkens klæde som han lægger frem foran sig), hvorefter han trækker det til sig og tager gaven. Hvis en mand skal overrække munken noget skal han give ham det direkte i hånden.

Mens kvinderne/mændene er der må man hjertens gerne komme på besøg og de er åbenbart ikke bundet af at skulle opholde sig dér hele tiden, så mens jeg lige troede at Jew var i templet kom hun dumpende forbi på motorcykel (hævdede i hvert fald at det ikke var for at checke mig) bl a fordi hun lige skulle hente én af de andre kvinder, hente nogen småting de manglede osv, så hun dukkede op 5 gange i løbet af dagen, men hun blev der trods alt hele natten. I de 24 timer må man ikke spise, kun drikke så kaffe og chokoladedrikken Ovaltine går der store mængder af. Når man så kommer hjem ved seks-tiden om morgenen står den på masser af ”sticky-rice” og stegte kødstrimler.

Et par gange har spørgsmålet om jeg er på vej til at blive Buddhist været oppe at vende i enkelte af de tilbagesvar jeg har modtaget på mine hilsner m.v. Men det er langtfra tilfældet! Buddhismen fascinerer mig på mange måder og i min egen lille verden er den så langt at foretrække frem for andre trosretninger, bl a fordi den trods lighedspunkter ikke er en egentlig religion, men mere en livsstil og måde at anskue naturen, verden og hinanden på. Og selvfølgelig respekterer jeg og følger traditionen på det sted jeg er, det være sig i tempel eller andre steder. Skulle jeg have nogen indvendinger er det de ofte laaaaange ceremonier, hvor der messes på Sanskrit. Jeg kan hverken thai eller sanskrit så jeg fatter kun hvad Jew har forklaret og oversat for mig. Hun kan det meste i hovedet og hendes stemme kan klart og tydeligt høres når der er ceremoni og bøn i templet.

En dag kom Jew.s datter Imp hjem med et lille net (ca en stor håndfuld) fyldt med store levende farvestrålende biller – ca 4 cm lange. Dem havde børnene købt af en mand på vejen. De bruges egentlig til at riste og spise og skulle (iflg thai.erne) være en rigtig lækkerbisken. Gudskelov blev vi enige om at de skulle tilbage til naturen så vi satte kursen ned til jungletemplet for at finde en munk. Der er altså ufattelig stille dernede og munkene er ikke så lette at finde. Pt er der kun tre som passer et kæmpe område men de får ofte hjælp fra landsbyens mænd. Nåh men pludselig hørte vi moderne ung thaimusik bag nogle træer og ved/under en af de mange små hytter sad én af munkene sammen med 3 af landsbyens store drenge, alle tre ladyboys, som hørte mp3-musik, nettede/smukkeserede sig med deres lommespejle, havde de fineste små håndtasker og snakkede samtidig med munken. Iflg Jew var de tre drenge næsten altid i templet sammen med munkene.

Meningen var at vi sammen med munkene ville sætte billerne ud i naturen hvor de hørte til, så vi gik alle ud til et fritliggende ”munke-bo” lige udenfor skovkanten. Der gik megen tid med at snakke frem og tilbage og ved en lille ceremoni overrakte jeg det kriblende net til munken. Derefter ville munken byde på kaffe og sodavand og satte el-kedlen over, sikrede sig at den elektriske vifte på én af støttepillerne pegede mod mig, for det var en rigtig rigtig varm eftermiddag. De øvrige munke kom efterhånden ud til os, bød på cigaretter og var meget videbegærlige. Den ene af munkene er en sjov gammel knark med store briller, meget eftertænksom når man svarer ham men smiler altid. Nu har de jo godt nok også efterhånden mødt mig en del gange i forskellige anledninger og udtrykte deres glæde over at specielt jeg ofte kom forbi (dog altid sammen med Jew) og deltog i deres ceremonier, i stedet for andre ”farangs” som, hvis de endeligt bevæger sig til templet, blot står udenfor, ryger og drikker kaffe.

Efter kaffe, cola og smøger gik munkene, Jew og jeg ud til skovkanten med billerne og satte dem på træernes blade for at de kunne sunde sig og flyve ud i det fri når de havde kræfter til det. Enkelte ville afsted med det samme men dumpede ned på jorden. De blev så samlet op igen og sat på bladene. Kort efter fik de åbenbart flyveevnen igen og som store brumlebasser svirrede de afsted højere op i træerne. Man kan høre dem flyve rundt på lang afstand.

Nu kan man jo næsten ikke arbejde så hårdt som mig (??? hmmm - laver stort set ikke noget som helst – det har man jo folk til hér, men får dog lov til en sjælden gang at lave og endda bringe kaffe, poser med isterninger, cola osv til arbejderne), men uden skader kommer man åbenbart alligevel ikke igennem. Render rundt med resterne af et kæmpe skinnebens-sår efter at være skvattet da jeg skulle ind ad køkkenindgangen ved byggeriet og skrabede benet på betonkanten. Og så var der lige et af de mange bid fra de røde myrer som jeg kom til at kradse i fordi det kløede voldsomt! Det gør jeg ikke igen for der kom betændelse i det (efter andre insekter interesserede sig voldsomt for såret) så vi til sidst måtte til landsbydoktoren som har stor flot klinik udenfor byen! Men hans kur virkede åbenbart!

Nu har jeg altid elsket at være motoriseret på den ene eller den anden måde, men efterhånden blev det for meget at bruge motorcyklen for at køre de kun 500 meter ud til byggeriet fra Oi.s hus, så gennem længere tid har jeg brugt apostlenes heste og det har ikke været et dumt træk. Det er selvfølgelig sundt, men alle naboerne synes det er sejt (??) for det gør en ”farang” ikke! Jeg har min faste gang ind gennem vores bagbo.s have, det lokale tempel, for det er den korteste vej. Så kan man jo lige hilse på dem som skulle være der! Det vækker altid stor lykke i børnehaven som ligger inde på tempel-grunden og alle ungerne skal lige vinke og råbe ”farang” og ”hello” mens pædagogen hilser på traditionel thai-vis ved at bukke og ”waie” til mig så jeg ”waier” da pænt tilbage, hyggeligt! I deres verden færdes en ”farang” normalt altid i en stor skinnende air-conditioneret 4-hjuls-trækker med meget mørke ruder, uanset hvor han skal hen og ses ellers kun inde på hans egen grund eller i supermarkedet med familien! Men jeg har hverken lyst eller mønt til at spille stor på den og har ikke behov for aircondition hele tiden, så en fodtur gør ikke mig noget andet end godt! En rimelig 4-hjuls-trækker koster trods alt ikke under 200.000 Dkr så det bliver ikke foreløbigt at der kommer til at stå sådan én i vores navn her! For ganske få kroner og ved at ofre lidt tid på det kommer vi da fint frem og tilbage til supermarkedet og jeg nyder turen, selvom der indmellem er lidt rigeligt at slæbe på.

Nogen tid har jeg undret mig over lyden af en maskine som altid kører fra tidlig morgen og indtil middag. Har ikke kunnet finde ud af, hvor lyden kom fra så en dag viste Jew mig ind mellem to ejendomme og bagved lå en lille faldefærdig bygning/ ”fabrik” med en mølle til videreforarbejdning af ris, som manden derinde hentede hos beboerne i store sække, lod det gå gennem møllen og leverede det så tilbage samme dag. I en lukket hytte på den anden side af gaden viste Jew mig så, at det var vores og Oi.s ris som blev opbevaret dér og når man var véd at løb tør for ris i huset ringede man efter manden fra den lille fabrik og han dukkede så op i løbet af dagen med sin for længst udtjente ”Tuk Tuk”, skovlede en sækfuld fra hytten op og senere på dagen leverede han så sækken med de forarbejde ris tilbage. Han viste mig den gamle larmende mølle og forklarede hvordan risene kørte gennem tre forskellige sier for tilsidst at blive ”spyttet” ud i en spand han derefter hældte over i en sæk. Simpelt, rimeligt hurtigt og effektivt! Men jeg forstår godt han bærer maske for mund og næse for der er frygtelig støvet derinde.

For dem som skulle være nysgerrige for at se rismøllen vil jeg lægge link ud til YouTube for en lille video. Videoen er ikke lang, for jeg så at det vrimlede med røde myrer og dem hader jeg altså for de bider ad h...... til! De elsker åbenbart skallerne fra risene (og mig!).

Og så dukkede der sådan set lige en Buddha-dag op igen igen og denne åbenbart helt specielle Buddha-dag er det forbudt at arbejde her og i nabo-landsbyen. Hvis man arbejder med andet end husligt arbejde skal man betale en bøde på 500 baht. Men i andre af nabo-landsbyerne må man godt arbejde i dag – underligt?? Under alle omstændigheder ville Jew.s far tilbringe dagen og natten i sit lokale tempel (i sin landsby 8 km fra Chuampa) og dér må man heller ikke arbejde i dag! Han ville derfor gerne have at Jew og jeg passede på huset i dagtimerne og om aftenen ville én af vores lady-boys med venner så komme og overnatte. Så mens dette skrives sidder jeg i faderens hytte bygget ud over hans fiskedam og nyder den fantastiske og nærmest larmende stilhed hos ham. Jew kokkererer som sædvanligt og sørger derudover for kaffen! Faderen kørte jeg til templet efter han var kommet tilbage i løbet af eftermiddagen for et bad.

Det er kun lyden af nogle enkelte frøer og et par sangfugle som høres. Siden vi landede i Udon Thani for snart 3 mdr siden har jeg ikke set eller hørt en eneste flyvemaskine, udover at der måske 4 gange i det fjerne har kunnet ses/høres en af hærens helikoptere som passerede langs bjergene langt væk.

Hvis man skal have ros for noget så er det at elektriciteten overhovedet virker – i længere perioder ad gangen! Man skal ikke skubbe til el-stik for så forsvinder strømmen i den anden ende. Bruger man vestlige stik er den helt gal for de sidder ufattelig løst i kontakterne. Bl a bruger man normalt indendørs el-ledning til alle udendørs installationer trods den megen regn. Strømmen har netop været afbrudt til pc.en tre gange og er svær at få liv i igen. Det sker ofte at strømmen fra el-selskabet går om aftenen, men som regel kommer den igen efter nogle minutter. Og så er det jo godt at man har de små gule stearin-lys der bruges ved bøn i familiens Buddha-rum (stearinlysene er dog også ret elendige men de brænder dog og giver lidt lys!). Men flere gange har strømmen været gået hele natten men oftest kun i en del af landsbyen. Desværre mest på vores side af gaden – dem overfor har normalt fået strøm efter nogle minutter. Surt hvis man lige er gået i bad for så kan man ikke se om der skulle kravle diverse slags kryb op af afløbet. Det gør der nu sjældent, men man kigger sig lige omkring når man går på badeværelset. Problemet burde være løst i vores eget hus når det bliver færdigt grundet opsætning af mosquito-net over det hele. I Oi.s hus er der åbent oppe under loftet ud til det fri alle steder, også i soveværelserne.

Lige nu er det blevet mørkt og kl. er 19.00, frøerne i dammen er ved at vågne op og naturens musik har ændret sig en del og er blevet mere larmende men det er da hyggeligt ;-) Måske bliver vi her i nat – vores ”ladyboy” sover så ude i hytten over fiskedammen bare under et tæppe! Det er for mørkt for os til at køre hjem nu ad de lumske hullede veje.

Omkring 20.30 dukkede ialt fire knægte så op og overtog den lille hytte ved fiskedammen sammen med ”min” hængekøje med deres pc.er, tæpper, cola og chips så vi smuttede ind i huset for at glo lidt på TV. Det er nu ikke så ophidsende, da man heller ikke herude kan finde nogen engelsksprogede programmer! Og programmerne er mest thai-sæbeoperaer, tydeligt kopier af amerikanske serier, og de kører om og om igen, og i serierne græder kvinderne næsten hele tiden som piskede. Tror de bliver betalt pr tårer. Ellers er de kanaler som bruger megen tid på at vise nyt fra Kongehuset et stort hit.

Inden kl var 6 i morges dukkede faderen op igen for en ordentlig gang morgenmad. Og så var der lige det, at man i templet havde set at han blev bragt til templet af en ”farang” så de ville da godt liiiiige have at jeg hjalp til med noget installation af vand i templet den 29 august – altså hjælp i form af en donation/penge til installationen – men på det tidspunkt regner vi med at være i Burma så det kunne vi ikke rigtig hjælpe til med! Har egentlig ikke noget mod at donore en smule ind imellem, men har pt andre ting at bruge mønt på! I øvrigt er det ikke et tempel vi frekventerer alligevel så det bliver en anden gang måske. Det ser da fint ud at man får sit navn malet på en tavle eller væg eet eller andet sted i et templet med angivelse af det beløb man har doneret, bl a har jeg fået vist Jew.s navn, mrs Nonglak Chantasook 500 baht, malet på gavlen til den store tempelbygning hos bagboen, hvor hun for nogen tid siden donerede til bygningen af et halvtag over trappen til bygningen. Andre er noteret for donation af fra 20 baht til 1.000 baht osv.

Efter morgenmaden og bad gik han i gang med at rette en spandfuld gamle rustne søm ud, man véd jo aldrig hvornår man får brug for dem? Han er skam en sparsommelig mand. Men kender da ihvertfald én hjemme i Søborg som kan finde på det samme ,-)

I går lørdag så jeg ved middagstid redningsbilen (lettere ombygget pickup med en hardtop, blåt og rødt udrykningslys etc) komme til landsbyen med nogle voksne og børn på ladet. Senere hørte vi at det var ”vores” smilende ven som med sin lille motorcykel med sidevogn og parasol kørte rundt og solgte sodavand i plasticbægre med isterninger samt kager og varme vafler. Han var kørt galt på sin private motorcykel fordi nogle arbejdere på en lille grusvej var ved at fælde træer og ikke nåede at advare ham da et træ var på vej ned så han blev slået af motorcyklen og hans 2 små børn røg uskadte i grøften mens han måtte forbi hospitalet i Sawang Daen Din. Han var nu kommet hjem med store skader på den ene arm og problemer med ryggen. Der var vist nok ikke noget brækket men skulle have varme på ryggen så man havde hjemme stillet én af de uundværlige træ-senge som står udenfor alle huse op på et par mursten og sat 2 små BBQ-griller med glødende kul ind under! Så da vi besøgte på vej hjem ham lå han på nogle tæpper udenfor og fik ”stegt” ryggen. At de bambusstokke som lejet var lavet af ikke brændte igennem er et under! Hvis det hjalp hans ryg med den temperatur er det jo fint nok. Jeg skal ikke nyde noget af den kur!

Men nu er arbejderne færdige med pudsning og maling første gang udvendig og indvendig, køkkenbord er ved at blive bygget med cement og man svejser loft på livet løs så der er stadig fuld gang i det hele, dejligt og ser fantastisk ud! Den hvide farve på huset nærmest skinner i øjnene i solskinnet når man kører forbi!

Håber at det står vel til alle steder derhjemme og slutter for denne gang.

De bedste og kærligste hilsner fra

Jew og Jens





P.S.: Men det smertede at få underretning om at min altid glade, rare og elskelige fætter Steen, legekammerat og bedste ven gennem mange mange år, pludselig var afgået ved døden under ophold i Sverige, æret være hans minde!

Tilbage i Paradis 2

Chuampa, Bongnau District, Sawang Daen Din,
Sakhon Nakhon, Thailand, juli 2009/2552


Nyt fra Thailand, juli 2009

Egentlig sker der ikke så meget nyt at det er overvældende men lidt sker der da her. Vi bor stadig hos Oi i vores tidligere ”brudesuite” og det er fint nok, hun og hendes datteren lader os i fred så meget som muligt og Jew sørger for mad til os alle etc. Jew.s datter Imp bor stadig hos familie 500 meter herfra og er her en del af tiden.

Mest bruger vi tiden til planlægning og havearbejde, føj det er hårdt når solen bager så vi er som regel i haven sent om eftermiddagen. Desværre må vi erkende at ”nogen” er lidt vilde med vores byggematerialer så vi har måttet fjerne en del men især betonblokke og lidt stål forsvinder ind i mellem. Har gjort mig til en vane at fotografere blokkene hver dag så vi kan se hvor meget som forsvinder.

Farmerne mangler stadig en masse vand til markerne så det trækker ud med at få dem tilbage til byggeriet men vi nyder så tiden her i stedet, render på familiebesøg o. lign. Når man er færdig med ét stykke rismark ”flytter” man vandet over til den næste mark ved hjælp af den uundværlige Idak som klarer næsten alle opgaver og også er et transportmiddel. Den pløjer, renser og ælter rundt, stille men larmende. Motoren kan snildt pilles af og bruges til generator eller som drivkraft i en Tuk Tuk lastbil. Når man skal hjem fra marken om aftenen spænder man en ladvogn bagefter, skifter hurtigt hjul og så triller man hjem. Idak'en har kun 1 stor forlygte og intet andet lys, så når de kører lidt sent hjem dukker de bare pludselig op ud af mørket og spærrer vejen – lidt uhyggeligt når man kommer kørende bagfra og der så lige er en Idak på vej på tværs eller kører foran. Gadelys er rimelig ukendt begreb her. I Chuampa er der f eks 2 gadelygter men kun en gang imellem lys i den ene. Og det er altså bælgmørkt kl 19.15.

Jew.s søster Nong og hendes mand Job fra internetcafeen i Sawang Daen Din kom forbi en dag og vi tog dem ud til huset, hvor Job gik rundt indenfor og fik øje på en pænt stor grøn slange oppe under taget. Havde undret os et par dage over at de vanlige fugle som havde rede oppe over isoleringen ikke var der mere!

Slangen lå rullet sammen oppe over muren til Imp.s værelse ved stål-tagkonstruktionen, men Job pirkede til den med en stang så den strøg væk helt op under taget og så var den jo væk – eller var den?? I hvert fald så vi ikke mere til den før et par dage efter hvor vi fandt resterne af dens ham som jeg lige syntes vi skulle måle – 1 meter lang! Siden har vi ikke set noget til den – men fuglene er stadig væk?? Dog fiser der et par firben rundt og det ville de vel ikke gøre hvis slangen stadig var der??

Man påstår at der er tale om en grøn ”Elephant Snake” men en sådan findes ikke iflg Google så det er nok en anden slags? 2 dage efter fundet af slangens ham var vi på vej til bussen i Ban Kho Tai da vi passerede tæt på Chuampa en kvinde som gik tværs over vejen med en lang stok hun holdt ud for sig. For enden hang en grøn slange på ca 1 meter rullet sammen, så måske var det ”vores” slange som var kommet på besøg hos hende og nu skulle den bare sættes ud i marken overfor, who knows? Da man ikke sådan bare slår et dyr ihjel her, selvom det er farligt, sørger thai.erne bare for at sætte dyret ud i friheden igen. Samme gælder hvis der skulle dukke en skorpion op inde i huset! Ud i friheden med den.

Bortset fra én bus (grisebil) som afgår fra Chuampa kl 7 om morgen til Sawang Daen Din er der INGEN offentlig forbindelse nogen steder hen herfra. Skal man til en større by er det afsted på motorcykel til Ban Kho Tai 12 km væk. Selvom vejen er asfalteret er den ikke ufarlig for der er såmænd adskillige store og små farlige huller. Når der sker en ulykke (som regel med motorcykler) kommer der et par dage efter en lille rednings-pickup og hælder lidt små runde sten i hullet samt nogle få andre huller i området og så er alt jo godt?? Det er jo osse begrænset hvor mange sten som kan være på en pick-up! Efter nogle dage er den gal igen for regnen og trafikken har fjernet de fleste af stenene og så er man jo ligevidt! Ban Kho Tai lidt større end Chuampa og her stiller man sin motorcykel hos et nabohus til busstoppestedet som til samme formål har overdækket et lille område.

Når man kommer tilbage betaler man hende som bor dér 5 baht (under 1 krone) pr dag hun skal passe på den, men i betragtning af hvor mange som stiller motorcykel dér bliver det nok alligevel til en god lille slat penge som sikkert ikke registreres nogen steder. Og så er det bare om at vente på at der evt skulle dukke en bus op, ellers kan man tage grise-bilen hvis man kun skal til Sawang Daen Din, hvor indkøbscentret Tesco Lotus ligger, kun ca 25 km væk. Vi foretrækker grisebilen frem for bussen for den har naturlig air-condition, er åben hele vejen rundt! Busserne har kun stinkende air-condition og nogle vifter i loftet. Til gengæld er der jo så TV i busserne med thai-shows en gang i mellem, i stil med ”Americas Funniest Videos” og den slags.

Nå men tiden begyndte at komme tæt på udløb af mit 30 dages visum så vi tog afsted en torsdag morgen med bus til grænsen ved Laos og fik udfyldt papirer på eet af de visakontorer som lige ved Mekong-floden og Friendship Bridge som forbinder Nong Kai med Vientianne, hovedstaden i Laos. Særlig venlig virker broen nu altså ikke, men det tog så lang tid at Konsulatet i Vientianne var lukket da vi nåede frem. Vi måtte så vente til tidlig fredag morgen og forventede at skulle stå i kø udenfor men der var stort set ingen dér! Årsagen var at Konsulatet var lukket mandag og sagsbehandling tager 2 dage – det stod der bare ikke noget om nogen steder. Og da man åbenbart havde samlet et antal buddhistiske helligdage ville Konsulatet først åbne igen torsdag ugen efter. Så der var vi pludselig strandet i næsten en uge i Vientianne for jeg havde jo stemplet ud af Thailand. Vientianne har da en del seværdigheder at byde på men bestemt ikke nok til 6 dage.

Løsningen var at gå over på den anden side af gaden, hvor der var flere ”parasol-kontorer” bestående af et havebord, en parasol og et par plastichavestole samt en mand med en mappe liggende på bordet. Ham vi blev ”shanghaiet” over til fortalte os ”side op og side ned” om hvad han kunne gøre for os – ville såmænd skaffe et hvilket som helst visum til Thailand indenfor nogle timer! Altså mod noget mønt, så vi pressede prisen på et 2 x 2 måneders turistvisum ned på 4.500 baht, afleverede pas og fotos og han ville så komme til vores hotel enten kl 13 eller i hvert fald inden kl 16 mente han, så vi kunne nå tilbage over grænsen i tide.

Selvfølgelig blinkede alle advarselslamper rødt i baghovedet – at aflevere sit pas til en ”fremmed mand” virker temmelig tosset, men jeg vidste at andre havde benyttet den metode med held så vi tog chancen. Og det Thailandske Konsulat kan jo ikke være uvidende om den trafik som foregår da det sker lige overfor deres hovedindgang!

Hvis de ikke accepterede trafikken med pas ville de nok bede politiet i Vientianne om at stoppe det – og det har jo foregået i årevis. Og de får såmænd nok en skilling på konsulatet for at fremme sagen.

Kl 12 checkede vi ud fra hotellet og kunne så bare vente. Kl 12.30 kom vores mand på sin lille motorcykel trillende op på fortovet med et stort grin og afleverede pas med indklæbet visum med 2 indrejser til Thailand for mig, hver gyldige i 2 måneder. Måtte bare ikke tage turen næste gang via Laos så vi må finde et andet grænseland, Burma eller Cambodia, når visum skal forlænges. Jew har familie i begge retninger så der er mulighed for pit-stops på vejen.

I hvert fald skyndte vi os at praje en Tuk Tuk for at komme først til busstationen og derefter i overfyldt rumlebus (absolut INGEN fornøjelse – Laosbusser er de værste jeg nogensinde har kørt i!) til grænsestationen igen og kom smertefrit over broen og gennem paskontrollen igen. At det så tog 3 dage før vi var retur i Chuampa skyldtes at vi tog et par dage sammen med familien i Sawang Daen Din og overnattede på små resorts i området. Der skulle jo også lige være plads til endnu en af de traditionelle karoeke aftener hos faderen.

Tirsdag den 7. juli oprandt Buddhist Lent Day, en årlig tilbagevendende begivenhed, hvor man i optog går til det lokale tempel med musik og en nyvasket pickup forrest. På ladet af vognen sidder et par unge piger udklædt i traditionelle dragter ved et kæmpelys som skal bringes til templet og gives til munkene. Bag efter vognen kommer så en vogn (f. eks. en udsmykket Tuk Tuk lastbil) med orkester og masser af børn siddende rundt om og over det hele. Sangeren går bagved og er med til at opildne både dem i optoget og folk i husene til at komme med i optoget. Det er traditionel thai-musik der synges og vær glad for at der ikke er lyd på her! Efter 5 minutter lyder det hele ens – der er ikke sparet på volumen! Og det virkede heller ikke som om man sparede på deres ”Forty”, skrækkelig spiritus som ligner snaps.

Alle medbringer gaver, lige fra små gule lys man bruger når man beder, til nye neon-lysarmaturer og -rør, mad og plactic-spande samt specielle store ”Buddhist Lent Candles” - og indsamlede penge på ”penge-træer”. Optoget tager en evighed for hvert hus skal besøges og der skal kradses penge ind som sættes på ”træerne” og bæres med rundt hele vejen.

Optoget slutter med at vognen med orkesteret kører rundt om den store tempelbygning 3 gange for fuld musik, hvorefter det store lys bæres ind og gives til munkene samt alle afleverer én efter én hver deres gaver personligt til dem.

Vores dag startede rent faktisk med besøg i tre templer, deltagelse i optoget om eftermiddagen og sluttede i det lille lokale jungletempel, hvor der også lige skulle afleveres de sidste gaver. Men 5 x tempel med tilhørende ceromonier på 1 dag er hårdt for knæ og ben, men har fundet en metode til at overleve det! Der findes altid en søjle eller en væg man kan støtte sig op ad og man er ikke så alvorligt formelle i templerne. Alle er opmærksomme og hjælpsomme! Alle, inkl. munkene, smiler sødt og overbærende overfor den lokale ”farang” og landsbyens overhoved, Mr Puntip, holdt hele tiden øje med at jeg var okay. Midt under ceromonien efter optoget kom han med et glas varm Ovaltine, bare en slags cafe latte, som han påstod med tegn og fagter at det var godt for mine benmuskler, når man skulle sidde på knæ så længe – men det smagte i hvert fald udmærket.

Jew havde nævnt at det kunne være godt med nogle flere bananpalmer (eksportbananer som vi kender dem i Danmark) og pludselig kom Oi hjem på motorcykel med to små palmetræer og gav mig. Så i 40 graders varme midt på dagen drog vi ud til huset og i stegende sol begyndte jeg at hugge hul i jorden men kors hvor var jorden hård. 10 cm nede var det som beton at hugge i da der har kørt store maskiner hen over jorden – netop for at gøre jorden stærk! Og hullerne skulle være mindst 30 cm dybe.

Da det var min idé at have en bananpalme udfor hvert værelsesvindue for skygge til værelserne for morgensolen, manglede jeg een palme mere og pludselig var Oi væk, for et kvarter senere at komme tilbage med et stort grin, plus den palme jeg manglede! Betød så bare at der var eet hul mere at hugge, men det lykkedes da efter lang tid, mange pauser og meget vand. I bonus fik jeg så seks vabler og et enkelt stort åbent sår på hænderne! Men palmerne er i hvert fald på plads og står fint!

Så næste program er at finde et par Papaya-træer til at stå mellem mine bananpalmer! Papaya-salat ”home-made” er fantastisk (bare der ikke er for meget chili i!). Træerne finder vi nok nede hos Jew.s bror Tom.s farm, han har masser i alle størrelser og vil hellere end gerne af med nogle!

Tom er faktisk den eneste som direkte arbejder i rismarkerne og han holder sig meget for sig selv. Han har nu lært/vist mig, hvordan man arbejder med risene og det overraskede mig en del at man planter de samme risplanter ud to gange før de er klar til salg! Vores marker består mest af Jasmin ris. Ved første høst er der kun 1 (eet!) lille ris pr plante! Efter høsten bliver de plantet ud igen med større mellemrum mellem planterne og efter nogle måneder høster man endeligt og nu er der op til 30 ris pr plante og så giver det jo lidt mere mening! Men et kæmpe arbejde for få penge!

I går regnede det mod sædvane ret voldsomt næsten hele dagen så mine planer om at køre til Chai Wan for at besøge internetcafeen måtte droppes. Vejen dertil er umulig at køre på selv efter regnvejr – er simpelthen eet stort søle med masser af nye huller og masser af vand i hullerne.

Men hvor bliver det dejligt at flytte ud i huset, ikke mindst fordi der er fredeligt, ikke så trafikeret som hos Oi og ingen naboer klods op ad huset. Snart får vi lukket indkørslen af så vi slipper for at have alle mulige rendende ind på grunden. Voldsomt irriterende når nogen ødelægger planter, klipper i bladene til palmerne samt stjæler af vores materialer! Vi har en god idé om, hvem der gør det men har ikke fanget dem endnu. Nogle af genboerne prøver at holde øje med grunden og så kan vi jo ikke gøre mere nu.

Planerne for indretning, farver på vægge og mur osv er véd at være fastlagt, så det er næsten kun at vente. Det skal nok blive alletiders og jeg har da fået lavet en tegning over huset for sådan én eksisterer ikke! Hvad skal man osse med den når man kan aftale hvordan det skal laves hen ad vejen. Den eneste som har haft en god idé om hvordan det skulle blive var Jew, planen har kun ligget inde i hendes hoved – det er kun nødvendigt med et diagram over el-installationer til el-selskabet, andre myndigheder behøver ikke tegninger! Hmmm!! Den går vist ikke i lille Danmark men fungerer fint her.

Vores elektriker, Boy, er noget af en hippie-type med hestehale, meget sjov og rar og han sørger for tegningerne over el-arbejdet. Han er lidt af en kunstner ved siden af – samt visse dage kører rundt på motorcykel og sælger frugt og andet godt, har altid gang i en masse. F eks laver han også tatoveringer og har flot udsmykket gavlene på den store tempelbygning i Chuampa.

Men endelig kom den bedste nyhed og den kom fra Danmark! Et kæmpestort tillykke til Sigurd, Susanne og Brian med det seneste skud på stammen, Susanne fødte en dejlig søn igen, som jeg glæder mig til at hilse på så snart som muligt! Vi fejrede det hernede med en lille dejlig fest.


De bedste og kærligste hilsner fra varmen

Jew og Jens

P.S. Familien hernede har stor fornøjelse af den Google-oversættelse til thai jeg laver af mine små breve og jeg håber, at andre kan have en lille interesse i hvad der foregår hernede i junglen langt fra de turistområder man normalt besøger i Thailand.

Tilbage i Paradis 1

Chuampa, Bongnau District, Sawang Daen Din, Thailand, juni 2009/2552

Jeg har nu været i Thailand i en kort men begivenhedsrig og dejlige periode, hvor meget lidt har været forudsigeligt. Tempoet er droslet ned og jeg er véd at vænne mig til varmen og de tre daglige kolde afvaskninger. Men moskitoerne varer det nok noget med at blive venner med selvom de vældig godt kan lide mig! Lidt for meget men sån er det jo.

Starten på turen var noget omtumlet. Alt gik som planlagt, hurtigt, nemt og smertefrit gennem sikkerhedskontrol og boarding og selv om 747.en ikke var spritny var det da okay! Vi rullede væk fra gaten til tiden og et stykke væk, drejede rundt og så var det dét. Vi blev holdende og så skete der ikke mere. Åbenbart var der eet eller andet galt med bagerste udgang så i 3 timer holdt vi bare der og ventede iflg kaptajnen på et stykke reservedel som skulle flyves op fra Frankfurt men der skete ikke noget! Stewardesserne sørgede for mad og drikke og da vi alligevel bare ventede blev ”bagdøren” åbnet så luften blev lidt bedre end flyets air-con.

Hvad vi ikke vidste var at der i mellemtiden havde været bombealarm i lufthavnen, noget med en kasse som viste sig at være en reservedel og tilhørte lufthavnen selv. Stille og roligt blev vi gennet ud af flyet og med håndbagage dirigeret til SAS-information, hvor vi fik udleveret taxi-bon til Hotel Scandinavia eller til familie for dem som ønskede dette. Da jeg altid har ønsket mig at overnatte på Scandinavia med udsigt over København ”by night” ku jeg jo lisså godt vælge det og det kan da kun anbefales.

Efter morgenmaden blev vi i busser bragt til Kastrup igen og let bragt gennem sikkerhedskontrol mv og ud til den maskine som var ankommet fra Bangkok tidligere på morgenen. Havde fået samme sæder og det samme personale så alle kendte ligesom hinanden. Start og flyvning alletiders og piloten styrede fint udenom et ordentlig tordenvejr som jeg fik taget en lille video af. Betjening og mad i flyet var glimrende og vi landede kl 02.00 pm i Suvarnabhumi Airport, hvor der var meget stille men et hav af taxi-chauffører og hotelguider som ville have fat i mig. En taxi-chauffør lånte mig sin mobil så jeg kunne ringe til Jew som var tæt på at være i lufthavnen. Varmen var udholdelig men meget fugtigt.

Pludselig var der én som råbte ”JEN” og da jeg vendte mig om var jeg ved at falde på rumpen! Dels grundet gulvene netop var blevet vasket og glatte men også over at Jew pludselig stod et stykke væk og grinede sammen med kusinen Ya, dennes nevø og hans hustru som alle var kommet for at hente mig. Vi skiltes efter lidt tid og Jew og jeg tog taxi ind til Bangkok for at finde et godt hotel. Det var nu ikke nemt så vi endte på Nakorn Ping Hotel hvor vi også boede nogle gange sidste år. Klokken var mange så det var bare om at få sovet og komme videre. Syns i øvrigt at Jew skulle smage den Gammel Dansk som jeg havde taget med men dén holdt ikke i mange dage! Havde regnet med at kunne have den for mig selv men nej, det var noget hun kunne lide!

Vi skulle mødes senere på dagen hos Ya's nevø så vi fandt en god taxi-chauffør som kørte os vestpå, samlede dem op og kørte til Ancient City som er en slags frilandsmuseum, hvor man har samlet en masse bevaringsværdige bygninger, markeder m.v. for at vise Thailands historie fra alle regioner! Meget interessant og nødvendigt at se for at forstå noget af kulturen. Taxi-chaufføren, mr Somsak, viste sig at være en alletiders fyr så vi blev enige om at leje ham for hele dagen og så kunne han bare følge os rundt over det hele.

Vi lejede en åben ”minibus” med chauffør og kørte rundt, men da vi havde hele dagen for os og gerne ville bruge mere tid til de enkelte ting sendte vi minibussen retur og betalte os fra at få Somsak.s taxi med ind, ingen problemer i det så han kørte os rundt og tog sig noget af tiden af vores kameraer og tog fotos af os (er dog bedre til at køre taxi end fotografere men pyt). Vi havde en fantastisk dag og da vi kom til Ya's nevø.s hus igen blev der lavet aftensmad og drukket en del Leo. Mr Somsak holdt sig gudskelov tilbage fra umådeholden indtagelse af alkohol. Efter at have fået kølet mrs Somsak ned via mobilen kørte han Jew og jeg tilbage til Bangkok men til et nyt og lidt bedre hotel, Nice Palace, nice men ikke så nice at det gjorde noget.

Jeg havde besluttet mig at give Jew en lille overraskelse så fra receptionen bestilte jeg et Dinner Cruise på Chayo Praya River. Har altid været lidt lun på sån en tur stille og roligt tur med masser af lys, mad og underholdning og så nyde Bangkok fra vandsiden. København kunne lære noget om en smuk belyst havnefront!

Blev hentet af minibus tidligt på aftenen og bragt til havnen hvor der er nok omkring 8 forskellige både som alle har hver sin specielle udsmykning med lys og hele molevitten og det er en fantastisk tur! Men noget dyr efter thai-forhold, 2.500 thai baht = ca 500 Dkr for 2 personer.

Dagen efter ringede vi efter mr Somsak for at bringe os til lufthavnen da vi ville skynde os op i junglen så det blev denne gang Thai Airways som fløj os til Udon Thani, turen dertil tager ca 55 minutter. Derfra gik det østpå til Chuampa hvor Jew havde stillet sin motorcykel. Er ikke sikker på at vi igen vil køre de sidste 10 km på denne måde med kuffert og store tasker på en lille motorcykel og med alt for lidt luft i bagdækket.

Da vi kom til udkanten af Chuampa og drejede ind mod landsbyen fra det åbne landskab råbte Jew mens hun lo: ”look there!” og pludselig knejsede vores godt nok endnu ufærdige hus sig men dér blev jeg godt nok målløs for en gangs skyld for det så bare så fantastisk ud! Vi var lige rundt og kigge og hilse på arbejderne som alle var specielt udvalgte af Jew til at bygge. Dette var 2. hold da første hold ikke lagde tilstrækkelig hjerte i arbejdet og derfor var blevet fyret af hende. Som formand havde hun valgt en god ven, Boy, som er elektriker og sammen med Jew havde fuldt styr på hvad som skulle ske og laves og hvordan! Har fundet ud af at Jew kan være en ”hård hund” når det gælder byggeriet af vores Paradis. Dette var første gang jeg fandt ud af hvor stort huset egentlig blev og en løselig opmåling/afskridtning gav en størrelse på ca 160 kvm (lidt mere end de 90 kvm jeg havde regnet med fra starten på mine tegninger) men når det drejer sig om thai.er kan man aldrig vide sig sikker på nogen ting. Entre, stor stue, 3 værelser, 2 badeværelser og stort køkken så når det er færdigt kan dem som har lyst bare komme forbi.

Ankom i fin stil til Oi.s hus (dér hvor brylluppet blev holdt sidste aar), dejlig fred og ro som altid. Desværre kom vi til sorg i familien og landsbyen idet et forældrepar for nogen tid siden tog fra landsbyen til Thailands sydlige regioner for at arbejde og myrdet i den forfærdelige massakre som var sket ved en moske dernede. De efterlod 2 små børn som nu skal vokse op hos bedsteforældrene her. Jew har brugt en del tid til at hjælpe med arrangement af ”gravøl” mv. (man kan vist godt kalde det gravøl, der blev i hvert fald drukket store mængder i de 4 dage det varede. Da moderen var herfra Chuampa skulle hendes bisættelse ske herfra mens mandens bisættelse skulle ske fra Udon Thani hvor han er fra. Ceromonier etc er noget anderledes. Da hendes legeme ankom til landsbyen blev ankomsten markeret med fyrværkeri. Nok kommer ind i mellem en munk og beder for afdødes sjæl og hjælper den på vej videre, men ellers er der stillet et kæmpe musikanlæg op i gaden og når der ikke skulle tales, bedes eller andet spillede de musik HELE TIDEN til kl. 4 om morgenen.

Noget anstrengende, men i hvert fald blev afdøde brændt på en mark i nærheden igen til lyden af fyrværkeri ligesom for at gøre opmærksom på at hun var på vej! Men hun var ikke lagt i kiste under afbrændingen så jeg er glad for at jeg holdt mig lidt på afstand! Har det da selv fint med fyrværkeri når jeg skal afsted men bare at ligge ovenpå et bål mens man bliver futtet af?? Hmm? Men det er jo deres måde så det er fint nok! Og den afdøde kan vel være ligeglad.

Den ene aften beviste naturen sin styrke og at den er altså stærkere end mennesket! Har altid beundret torden og lyn men denne gang fik jeg noget af et chok for det vi har været vant til fra Danmark er småpjat i forhold! Vi sad om aftenen og nød varmen udenfor, luften stod helt stille, vinduerne og døren til balkon ovenpå hvor vi sover var åbne da én kiggede op på himlen og sagde bare: ”der kommer regn” men inden sætning var færdig kom der et vindstød som fik alting til at flyve rundt og vælte og samtidig hørtes de kraftige smæld af dør og vinduer ovenpå som knaldede op og i og samtidig styrtede regnen ned. Kraftige tordenskrald som fik jorden til at ryste med samtidige voldsomme lyn som flængede himlen gav godt nok et gib i en vesterlænding. Da jeg i løb nåede op på værelset stod der nærmest en sø ind ad vinduerne som smækkede op og i så de blev hurtigt haspet til. Og så stod det hele på i et par timer og sluttede ligeså hurtigt som det kom! Den aften slap vi da for de mange gadehundes hylen, gøen og ”lovemaking” midt på asfalten i mørket for gadebelysning er der ikke noget af! Vil næsten hellere have tordenskraldene!

Her er vi 5 timer foran lille Danmark og når kl er 19 er ALT mørkt! Visse aftener ku man godt ønske sig en dansk sommeraften hvor det er lyst til kl. 22 – til gengæld er stjernehimlen jo fantastisk! Karlsvognen står klart men nordstjernen har jeg ikke fundet endnu i mylderet selvom jeg godt véd hvor den skal være!

Da Jew ikke har vist sig som en ørn til at huske mærkedage håbede jeg i mit stille sind på at hun ”glemte” dagen. Men nej, hen på eftermiddagen blev der pludselig stillet an med deres specielle fyrpottegrill til en gang fødselsdags-BBQ – hævdede at hun ikke sagt noget til resten af familien men fik ”pludselig” et opkald på mobilos fordi vi ville blive hentet til faderens farm. Det havde godt nok hele tiden været meningen at vi skulle samles derude, men på grund af ceremonier i forbindelse med dødsfaldet var det blevet annulleret.

Jew.s søster Nong (som har internet caféen i Sawang Daen Din) og mand Job hentede os og vi kørte den forfærdelige vej ud til farmen, hvor resten af familien var samlet. Ingen sagde noget og vi kastede os over BBQ igen igen! Lækkert – og Leo beer var der rigeligt af. Og karaoke-anlægget var stillet op så den fik fuld skrue med thai-karaoke – kommer nok aldrig til bryde mig særligt om det men lidt sjovt er det da – at SE på og HØRE! Deltagelse, NEJ TAK hvis det på nogen måde kan undgås.

Kvinderne forsvandt på et tidspunkt og 10 minutter efter kom de ud mens de sang fødselsdagssang og bar kager med lys og hele molevitten så jeg slap ikke men pyt! Vi havde det skægt og det er godt at de putter isklumper i øllet hele tiden for at holde det køligt – det vander det hele lidt ud og man bliver ikke så beruset alligevel!

Da vejen retur til Chuampa er skrækkelig lang om natten og Nong og Job skulle den anden vej ville vi overnatte på et lækkert resort i Sawang Daen Din men der var fuldt booket allevegne så vi endte på det mest ringe sted vi endnu har været men hvad, 250 baht = 60 kr. for en seng at sove i går vel an. Stedet virker som mest benyttet til ret korte ophold/andre aktiviteter men sån er det jo.

Tog en hyggedag i Sawang, småshopping, inden vi tog den lille bus med ægte aircondition (”grisebilen” - i øvrigt smukt dekoreret indeni og udenpå) retur. Der hvor grisebilen vender tog vi for sjov skyld den lokale Tuk Tuk resten af vejen. Chaufføren havde set yngre dage og virkede sur over at skulle køre den lange vej og det gik såååå langsomt men tror såmænd ikke motoren kunne klare mere end allerhøjest et adstadigt tempo. Næsten hurtigere at cykle! 120 baht = 20 kr var vel rimeligt for den tur.

Byggeriet ligger stille i denne tid da alle er ude at arbejde på farmene. Vi har brugt tid på at besøge især broderen Tom som har farm tæt på Chuampa. Hans junglehytte er ret vakkelvorn, men han bor der under arbejdet og ser da ud til at trives med det. Udsigten derfra tidligt på aftenen er pragtfuld og hans kaffebrygning fejlede ikke noget. På vejen tilbage passerede vi nogle andre bekendte som var véd at lave aftensmad. De havde lige fanget en rotte ude i rismarken og så ku den jo ligesågodt udgøre aftensmaden. Velbekomme! Jew og jeg takkede pænt nej tak til invitationen til at deltage i lækkerierne.

Hver dag er vi et flere gange ude ved byggeriet for at checke det hele, lægge planer og rode i jorden. Visse planter trives rigtig godt med bøffelafføring så det bliver der hentet en del af hos Tom som normalt bor næsten bagved vores hus. Og bøffelmøg er tungt som bare f..... men er det godt for haven er det jo fint.

Landsbyens unger har et par dage haft stor moro med gentagne gange at køre forbi Oi's hus når jeg har siddet udenfor huset med min pc.en og min uundværlige kaffe, mens de hilste med få engelske gloser og syns det var mægtig skægt når ”farangen” svarede men det er de blevet trætte af nu. Ingen her kan udtale mit navn og da jeg alligevel stort set den eneste af min slags i miles omkreds hedder jeg bare farangen, så véd alle hvem det er! Men gid ungerne ville lade være med at bruge vores grund og hus som legeplads, det ender altid med at noget bliver rodet rundt og smadret og det går også ud over Jew.s planter. Hver aften inden maden sniger vi os derud og jager dem væk og jeg har vænnet mig til den skrappe tone hun kan sætte op. I hvert fald jager det ungerne hjem til deres mor. Alle mændene er jo i marken.

I morgen (torsdag den 18) kommer der en ny munk til jungletemplet og vi har doneret byggeriet af en seng til ham og i dag har Oi, Jew og jeg været ude i templet med sengen som vi kørte på en trækvogn og det vakte stor glæde hos de 2 munke som var i templet i øjeblikket. Munkene er som altid yderst snakkesalige og nysgerrige og den ene, en meget ung munk, kunne da tale og forstå en del engelsk.

Indtil videre har vi kun set et par enkelte slanger men det er ikke hverdagskost og dem vi har set har været fredelige. Ved ikke rigtig om jeg skal tro på at dem som er hurtige i bevægelserne er fredelige hvorimod de langsomme er farlige?? Det værste er moskitoerne og især de røde myrer! Føj for nogle bid de giver. Men jeg kunne jo osse bare holde mig væk fra haven for det er deres territorie. Brygger på en plan for en måde at slippe af med dem på men de vinder jo nok i den sidste ende alligevel. Indtil videre har moskitoerne vundet første slag og mine lægge, fødder og hænder bærer tydelige spor som de lokale morer sig meget over! På markedet og når vi er på besøg rundt omkring skal kvinderne altid hen og røre ved mine ben og ha ondt af mig! Der er nok noget specielt over farang-blod! Men jeg vil altså gerne holde mit for mig selv. Og diverse sprays etc kan ikke holde dem helt væk.

Imp er blevet lidt bedre til engelsk men der går længe før vi kan føre en samtale rigtigt. Det vigtigste er at vi er kommet meget nærmere hinanden og hun ser frem til at flytte ind sammen med os i huset. Er specielt glad over det lækre lyse værelse hun får lige ved indgangen.

Det er jo ikke voldsomt det vi kan lave i øjeblikket så Jew giver frie hænder til at skrive så nu kan jeg komme videre med min roman plus et andet projekt jeg har gang i men mere om det en anden gang.

Om lidt smutter vi til Udon Thani for måske at få fat i et mobilt bredbånd som er ved at dukke op. Det vi har lånt af en niece virker men er ufattelig sløvt! Måske overnatter vi i Udon for at få kigget ordentligt på byen som har en rimelig størrelse.

Håber alle har det godt og ønsker en god varm sommer til jer.

Jew og Jens