Optakten til turen var lidt mere hektisk end planlagt, men alt lykkedes fint – og jeg kom denne gang afsted med et internationalt kørekort. Det er ikke det dummeste at have især i denne tid, hvor alle tér sig underligt og drikker for meget, hvorfor der er ekstraordinært meget politi ude. De opsætter checkpoints mange steder og det er vel fint nok, al den stund at en optælling forleden viste 166 døde i trafikken, 1.300 tilskadekomne i 1.700 ulykker på de her få dage! Songkran er den farligste periode på året trafikmæssigt. I security måtte jeg pakke alt elektronik op, har måske mere med end de fleste(?), syns jeg var smart og putte opladere, USB-sticks, memory cards etc etc i en plasticpose i håndbagagen (har dårlige erfaringer med at lægge memory cards i kufferten), men selvfølgelig var alt i orden.
Selvom det er en lang flyvetur på 11 timer syns jeg ikke det er noget problem. Bevæbnet med krimier, krydsord samt hovedtelefonerne til radioen i armlænet, kan jeg klare mig i mange timer. Der er som altid lækker servering, dejlig mad, næsten kaffe ad libitum – så hvad mere kan jeg forlange.
Mange syns at Thai Airways Boing 747 er for gamle, men det har jeg ingen problemer med. Faktisk er jeg glad for at der ikke er skærm i ryglænet foran – bare jeg har min musik og kan slumre når det passer mig er det fint.
Vi landede planmæssigt kl. ”kvalme” mandag morgen i Suwarnabuhmi Airport og kom hurtigt gennem paskontrol og bagageudlevering. Inden jeg havde nået Meeting Point kom Jew spurtende med et stort smil og bød mig velkommen hjem med en kæmpe krammer mens hun grinende kommenterede mit for tiden lidt større ”omfang” med: ”farang boom bueee – ha ha!”
Som vanligt gik vi udenfor til en lille restaurant, som normalt kun bruges af thai.er for at spise morgenmad, drikke kaffe og nyde solopgangen i varmedisen og gensynet.
Denne gang var det let at konstatere at der var kommet styr på taxi.erne så man undgik alle de ”sorte” taxirøvere. Kun taxi.er med ”lufthavnslicens”.får lov til at køre ind i rækken.
Fra lufthavnen tog vi ind til det område af Bangkok, hvor vi plejer at finde hotel og denne gang blev det Embassy Hotel. Det var sådan set et okay hotel men det var jo ligemeget, vi skulle kun bruge det til hvile og sove inden vi skulle videre næste morgen.
Det var en dejlig varm dag, hvor vi brugte en del tid til shopping i Big C (a la en stor Bilka) og egentlig bare slappede af og fik snakket en masse. 8 måneder væk fra hinanden med kun 3-4 mobilsamtaler om dagen er uanset hvad alt for lang tid – nu var der igen tid til nærvær og at snakke igennem.
Næste morgen tog vi taxi til Mochit II busterminalen som er skræmmende stor og med et enormt mylder af thai.er, lange køer foran busselskabernes skranker som er er over 100 af, i 2 etager. Fra Mochit II afgår busserne normalt mod nord og nordøst – og på grund af Songkran skulle alle hjem til deres landsbyer for at fejre nytåret. Det lykkedes at få billet til en ekstrabus som var hyret til Chan Tours, efter vores opfattelse det bedste (og vist nok sikreste) selskab. Denne gang fik vi ikke vores favoritpladser forrest ovenpå – i stedet blev det til hjørnesofaen i karaokeafdelingen, men det var okay for der var et stort højt sofabord (og vi slap på hele turen for karaoke dvd.erne med tilhørende ”fællessang” – jeg bukker i taknemmelighed!). Nu véd jeg jo godt at jeg ligesågodt kan acceptere at jeg ikke slipper når vi kommer hjem, men men – en rolig opstart er at foretrække!
Den 10 timer lange tur forløb fint nok. Chaufføren måtte dog erkende, at han måtte holde et par ekstra pauser for de smøghungrende, for lige pludselig stoppede bussen og stewardessen kom ind for at checke toilettet, hvor én eller anden havde formastet sig til at tage en smøg i smug. Han havde dog nået at smutte op på sin plads igen, så vi fik alle formaning og kort efter holdt bussen ind ved en rasteplads 10 minutter inden vi kørte videre.
På turen var der en hel del politicheckpoints – det er egentlig normalt, men denne gang var det spiritusbilister de var ude efter. De gange vi ellers før er blevet stoppet har været for check af legitimation og pas. Songkran er den absolut farligste tid på året fordi så mange drikker sig fra sans og samling og tér sig åndssvagt! Inden Sonkran var overstået var der registreret 166 dødsfald, 1.100 tilskadekomne i ialt 1.700 trafikulykker.
Sent på aftenen ankom vi til Udon Thani busterminal. Når man ankommer – og især når taxichaufførerne ser en ”farang” - bliver man nærmest overfaldet inden man er trådt ud af bussen. Vores ”politik” er at afvise dem kategorisk og sætte os hen i terminalen for en kop kaffe og en smøg. Når der så er fred og ro spotter vi en taxichauffør som vi så lige forhandler med, inden vi sætter os op i hans samlor (3-hjulet motorcykeltaxi) med vores pakkenelliker, hvorefter han kører os til et hotel, denne gang Karin Hotel, som er nyt, stort og flot – men dybt kedeligt, men pyt.
Næste morgen, som var første dag i Songkran, var vi en tur rundt i området og så at udenfor alle ejendomme var de ved at stille store tønder op ved kantstenen og begyndt at fylde dem med vand, mens børnene ”tankede” deres vandkanoner op. Nogle af børnene kunne ikke dy sig og begyndte at skyde vand ud over vejen efter forbipasserende, men de blev formanet af forældrene fordi det ville give ballade med politiet, hvis de begyndte før middag.
Vi blev enige om at vi nok hellere måtte se at vende næsen hjem mod junglen inden det blev for voldsomt, så afsted det gik til busterminalen og videre med rutebilen til busstoppestedet Ban Koh Tai lidt over en times kørsel fra Udon Thani. Her var der så omstigning til en ny samlor og da det var over middag havde vi sørget for at pakke alt af værdi (pas, penge, mobiltelefoner osv) ind i plasticposer og væk, regnfrakke over kufferter og tasker så vi kunne slippe for at få alle vores ting våde når vi kørte gennem landsbyerne mod Champa. På vej ind i den første landsby kunne vi se, hvordan alle stod langs vejen ved tønderne og med deres spande kaste vand ud over alt som passerede. Mens vi var på vej ind i landsbyen forsøgte jeg at gøre mig så lille som muligt for at de ikke på lang afstand kunne spotte at en farang var på vej for det går som en løbeild ned ad vejen – men ligemeget hjalp det, jeg blev ramt på venstre overarm og skulder af en fuld ladning vand fra en stor spand – det gjorde dæleme ondt – og vandet var blandet med et gult pulver så samlor, chauffør, Jew og jeg så herrens ud. Chaufføren skældte godt nok ud – resten af vejen ned mod Champa blev vi oversprøjtet et utal af gange og man kan ligesågodt bare lade det ske, det er ikke muligt at slippe. Meningen med at overhælde alle med vand er i en god mening at rense eens ”sjæl” op til nytåret.
Endelig nåede vi hjem, godt våde men med alting i god behold. Jeg blev budt velkommen med et stort knus af døtrene Nut og Imp. Nu vidste jeg jo at vi havde vores 2 hunde Pepsi og Irish – blev noget overrasket da jeg konstaterede at vi nu faktisk havde 4! Den ene (som tilfældigvis også hedder Pepsi) tilhører reelt Mr. Pung, men er hos os altid, den anden (Alisa) er én af tempelhundene som Jew har taget til sig, hun har altså eet eller andet med ”poor dogs” som hun tager til sig og sørger for. Til gengæld passer de jo godt på os selvom de om aftenen er møg irriterende men det er jo fint nok. Der er altid overraskelser i vente til mig – havde da ikke drømt i min vildeste fantasi om at Jew havde adopteret en ko også – vel, egentlig er det altså bare en kalv, men jeg blev lidt overrasket over at der stille og roligt gik en kalv forbi mig en aften jeg lå i mørket i min nye hængekøje! Den forlod grunden selv så jeg tænkte ikke mere over det før den var tilbage lidt senere og jeg ville jage den ud, men Jew sagde: ”no no no! no problem!” …. Hmm? Nogen måtte da savne den og alle køer og kalve burde være i folden bagved køkkenet på det tidspunkt? Jew fortalte så at det var hendes/vores kalv, som hun havde adopteret fra broderen Barn fordi den havde problemer med hørelsen(??). Hun fortalte så, at den ofte forlod folden og kom ind til hende. Sågar var den kommet ind i stuen til hende en aften, hvor døren fra køkkenet havde stået åben, så jeg skal ikke blive overrasket, hvis den en dag pludselig står herinde!
Nå, men alle har det jo så fint og det var en fantastisk følelse at være hjemme igen! Ikke længe efter at vi var kommet hjem hørte jeg en procession komme langs muren til vores nabo, landsbytemplet, og forrest gik kvinder med pengetræer. Ville lave en af mine små video.er så jeg forsøgte at gemme mig lidt bag én af søjlerne ved indgangen, men pludselig kunne jeg høre at de alle sammen råbte, processionen stoppede og de vendte sig alle sammen mod mig, dansede og sang – det er altså en fantastisk oplevelse, prøv det og du vil føle ”ståpelsen”/gåsehuden over det hele! Et par kvinder med sølvskåle kom dansende op mod huset, mens musikken fra band-vognen kørte for fuld skrue med ”morlam” musik ( morlam = Isaan musik). Nogle syns det er skrækkeligt at høre på, men man kan næsten vænne sig til det.
Noget andet jeg har vænnet mig til er, at når de kommer med skålene eller pengetræer er det bare om at donere lidt baht – og sån er det! Alle vinkede og ville have mig med i processionen så jeg pakkede telefonen grundigt ind i en plasticpose og tog så turen med mens flere omkring mig sikrede at jeg dansede med – godt jeg ikke har nogen video af dét (det vil jeg ikke udsætte nogen andre for).
I dag handlede processionen om donering til jungletemplet og langsomt gik det så afsted rundt i landsbyen. Det første der sket var af én af kvinderne som dansede lige bag ved band-vognen kom dansende ned til mig med en sølvskål med vand og hældte hele indholdet af iskoldt vand ned ad nakken på mig efter at hun havde trukket halsudskæringen ud, ueeeeeee det var koldt!
Ved mange huse stod børn og voksne klar med vandspandene og pøste vand ud over alle – og det var ikke bare små skvæt! Nogle steder stod de klar med krukker med hvidt pulver som de smurte kinder, hals og pande ind i. Sådan stod det på hele vejen ned til jungletemplet, hvor der blev en mindre ceremoni – efterfølgende overrakte én af munkene overrække mig en speciel amulet. I øvrigt indbragte indsamlingen 23.000 baht til jungletemplet.
Bagefter gik alle op mod landsbyens tempelgrund, hvor der var opstillet telte, boder og selvfølgelig et dansegulv og scene. Enhver kunne mod at donere 20 baht få lov til at komme op på scenen og synge karaoke til morlam – og ikke uventet var Jew og hendes bror Tom ikke bagerst i køen til scenen. Det var heller ikke uventet at de krævede at jeg kom ind på gulvet og dansede med alle. Må nok tilstå at jeg langt foretrækker vesterlandsk dans – men sån er der jo så meget. Vil man leve og bo her er det bare om at følge med – men det er nu heller ikke svært, takten enkel og man gør egentlig ikke andet end at trampe rundt i ring og svinge med armene. Det kunstneriske udtryk er der heldigvis ingen som bedømmer.
Mens man tramper rundt på gulvet, som altså bare ikke er andet et indhegnet lille område foran scenen, kommer der hele tiden én eller anden dansende ind med øl og sørger for at eens glas er fyldt – lidt hårdt for man har pludselig absolut ingen styr på hvor meget øl det bliver til i aftenens løb, så man er godt træt i ansigtet når man går hjem.
For at det ikke skal være løgn dukkede en ny procession op dagen efter, dvs ny og ny? Det var såmænd allesammen de samme deltagere, landsbyen er jo ikke særlig stor. Så ”toget” kørte bare igen, men denne gang var der lidt flere pengetræer med fordi donationen skulle gå til landsbytemplet som er en del større, hvorfor doneringen nåede op på 200.000 baht!
Som den foregående dag var der igen karaoke og dans på grunden udenfor templet så det blev igen noget sent inden vi kom hjem. Det var lidt begrænset med freden i huset, fordi Jew.s søster, mand og børn fra Samut Sakhon (tæt på Bangkok) var kommet for at fejre Sonkran med os og den øvrige familie her. Så de sov rundt omkring på gulvet i stuen og gæsteværelset, men det var da hyggeligt for vi ser dem ikke så tit.
Den tredje og sidste dag i Sonkran var uden processioner, ceremonier etc, kun det sædvanlige vandsprøjteri når man var ude at køre. Flere steder blev man simpelthen omringet og måtte stoppe mens der blev hældt vand over én og man blev pudret i ansigtet. Det så herrens ud, men tøj kan jo vasket og badet er opfundet. De pulvere som de bruger kan vaskes af, også af tøjet, uden problemer.
Om aftenen gik hele familien over til Jew.s mor.s grav, hvor der blev holdt en lille ceremoni, tændt lys og gravmonumentet hældt over med vand med små blomster i. Bagefter var der bad af Jew.s far, hvilket symboliseres ved at alle én ad gangen hælder vand over hans hænder og fødder.
Næste morgen tidlig drog familien ”endelig” afsted medbringende Nut, som skulle (og burde også!) en periode i tempel i Samut Sakhon sammen med Jew.s søster Oon. Den yngste datter Imp bor det meste af tiden hos en veninde i nærheden, så ENDELIG har vi huset for os selv (bortset fra 4 hunde, 1 kalv osv osv). Det er rigtig skønt og i går morges kl 7 arriverede så en I-tuk-tuk (lastbil) med min nye hængesofa til terrassen – perfekt til morgenkaffen m.m.
I hele perioden har vandforsyningen fra det lokale vandværk været kaput og det er noget værre roderi for så samles alt vand som kan skaffes i tønder, spande og krukker. I meget korte perioder er der pludselig vand i hanerne og så er det med at fylde først tønderne på badeværelserne, dernæst tønderne ved vaskemaskinen og krukkerne i haven. Forsyningen har det med pludselig at stoppe – og så var det dét for dén dag – og håbe på at der kommer mere dagen efter! Nu hvor det er lykkedes i etaper at få fyldt alt er der så pludselig vand i længere tid og måske bliver det véd?
Det vand der blev brugt til Songkran var opsamlet regnvand, så det har ikke tæret på forsyningerne.
Forleden målte jeg 42.7 grader i skyggen på terrassen, men det var også lige ved at være for meget, selv for thai.erne – så vi flød bare ud mens alle vifterne kørte på fuld skrue, temperaturen var jo kun 39.7 indenfor ;-)
Nærmest mod forventning lykkedes det at få det mobile bredbånd til min Android til at virke fint i landsbyen, så nu behøver jeg ikke at køre til nabo landsbyen for at komme på internetcafé – dejligt at være i forbindelse med omverdenen, men som de andre gange hernede virker alle nyhederne fra Danmark ganske uinteressante.
Til slut for denne gang vil jeg bare ønske alle en glædelig påske og på gensyn!
Kærlig hilsen
Jew og Jens
”Full moon over Paradise”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar